|
|
Trafikuheld i Dresden
|
Tirsdag, 10.07.12
|
Det startede egentlig med en ganske almindelig eftermiddag. Det var stadig rigtig lummerlunt, og jeg havde lyst til at gå ud og få en pils, så vi ikke skulle side buret inde hele dagen. Og selvfølgelig vidste Andy hvor vi skulle gå hen, for cirka tyve minutters gang borte lå Café Europa, et af de steder, som Andy tidligere havde foreslået Erik at vi skulle ud at spise. Selvfølgelig havde de også øl der, og inden længe sad vi bænket på fortovet til den tæt trafikerede gade. Derved kom vi også til at sidde i første parket til en ganske typisk personpåkørsel. På den modsatte side af gaden var to P-vagter i færd med at dele parkeringsbøder ud, og det lod til at der var en fyr i nabobygningen som derved indså sin brøde. Han kom i hvert fald størkende ud fra bygningen, til trods for at bøden allerede var blevet udstedt og fór mellem de parkerede biler hen til sin egen højtelskede dyt. Uden hensyn til den tværgående trafik. Hans mor havde åbenbart ikke lært ham, at man skal se til begge sider før man krydser trafikken, eller i det mindste se til den side hvorfra trafikken kommer. Det gjorde han ikke, han så kun til højre og så derfor ikke varevognen, der kom fra venstre. Heldigvis havde varevognen en skrå front, så bilen klippede benene under ham og slyngede ham op på forruden, hvorfra han gled ned på asfalten foran den nu holdende bil, nu med en nydelig bule i fronten. Sådan en idiot, tænkte jeg blot, og da der var adskillige forbipasserende der strømmede til hjælp behøvede jeg derfor ikke at foretage noget videre, men kunne blot sidde i første parket og nyde min øl. Trafikken brød lynhurtigt sammen, for trafikuheldet fandt sted midt i sporvognschausséen, så efterhånden begyndte sporvognene at hobe sig op bag den forulykkede bil. Men ulykken stoppede ikke her, for pludselig faldt en af P-vagterne om, da han tilsyneladende havde fået et chok efter at have set påkørslen. Redningstjenesten blev dog hurtigt tilkaldt, og inden længe var der to ambulancer, to politibiler til afspærring og en indsatsvogn fra sporvejene til stede. Det er nu meget godt at leve i et land, hvor sådanne serviceydelser altid er til stede, at der altid er folk klar til at få klaveret til at spille igen. Efter et par timer var vejen ryddet og trafikken normal igen, men den ulovligt parkerede bil holdt der stadig!
|
|