Her til morgen fik jeg en mail fra bestyrelsen i Dansk Bjerg- og Klatreklub om en nordjyde, der tragisk havde mistet livet efter et styrt på Rimpfischhorn i går. Det var en journalist fra Nyhedsredaktionen på Nordjyske Medier, der havde sendt en forespørgsel om mere detaljerede oplysninger til klubbens sekretær, som så havde videresendt den til hele bestyrelsen, og altså også til mig. Og jeg giver jo gerne mine oplysninger om forskellige bjerge videre, især når det drejer sig om mit favoritbjerg Rimpfischhorn. Så derfor var det helt naturligt for mig at give en generel beskrivelse af bjerget:
Det er en tragisk meddelelse at få, at der er en dansk klatrer, der er omkommet på Rimpfischhorn, som bestemt er et af mine favorit-bjerge i området, primært fordi man på normalruten på bjerget skal praktisere stort set alle klatremæssige discipliner i området. Det fremgår ikke af det oplyste hvilken rute disse fire klatrere har benyttet sig af, men langt de fleste bjergbestigere benytter sig af WSW-graten, og jeg vil derfor antage, at det nok er den, de pågældende har benyttet sig af. Jeg har selv besteget bjerget et par gange i 1980'erne ad forskellige ruter, og den teknisk største udfordring er bestigningen af den cirka 200 meter høje topvæg fra Rimpfischsattel, hvor man skal klatre op gennem en knap 100m høj iscouloir, hvorefter man klatrer op gennem en ikke særlig udpræget klippeformation til en markant fortop umiddelbart lavere end hovedtoppen. Herfra følger man den eksponerede topgrat til højeste punkt.
Jeg har ikke besteget bjerget siden, men har op gennem 00'erne afholdt flere klubture til Zermatt-området, hvor jeg ofte har anbefalet en bestigning af bjerget, og givet specifik information om ruten og hvad man skal være opmærksom på. Og da bjerget altid har haft min interesse har jeg fulgt med i, hvordan forholdene har udviklet sig her. Den vigende permafrost på bjerget har gennem de seneste ti år medført forøget stenslagsfare på topvæggen, men på grund af bjergets struktur, med ganske stejle flanker, falder klippestykkerne af i takt med at de løsnes fra klippen, så deciderede bjergskred er sjældne på bjerget.
Jeg beskriver bjerget og ruten som "et meget spændende bjerg, stående nærmest som en nunatak omgivet af gletschere til alle sider. Det er ikke et specielt nemt bjerg, men byder efter min mening på den mest spændende normalvej på noget bjerg i Alperne. Da toppen falder stejlt af til alle sider får man fra toppen virkelig indtryk af at man er i højden. Et meget anbefalelsesværdigt bjerg." Jeg kan forstå på ekstrabladet.dk at klatreren er faldet ca. 300 meter, hvilket gør det sandsynligt at han er faldet fra den øverste del af topvæggen.
Rutebeskrivelse Rimpfischhorn
Galleri: Den bedste normalrute