Navigation:    
Start  >  Blog 
> 12. august 2012
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Olympisk hygge i Cambridge Søndag, 12.08.12

Her i denne weekend var jeg taget til Cambridge for at besøge en fyr, som jeg ganske vist havde snakket en del med i det sidste par år, men uforståeligt nok aldrig havde mødt face to face. Hvilket jeg mente vi hellere måtte ændre lidt på. Easyjet var det eneste flyselskab, der fløj mellem Kastrup og Stansted, så det var noget mod min vilje at jeg skulle flyve med dem. Men frem kom jeg dog alligevel, blev hentet i lufthavnen af Lawrence, og så skulle vi hygge os sammen. Men det var dog ikke bare hygge i gængs forstand, men også hygge i mere traditionel forstand. Det var jo netop denne weekend, der afsluttede OL i London, og efter at have oplevet det med danske øjne blev jeg vildt overrasket da jeg så, hvad BBC kunne få ud af OL. Her var man ikke tvunget til at se kvindehåndbold eller tennis, eller hvad den lokale sender nu havde lyst til at præsentere for sine kunder, for BBC havde oprettet henved tyve special-kanaler med hver sin sport, så man kunne vælge lige hvad man havde lyst til. Lawrence havde også båndet åbningsceremonien, som jeg kunne nyde at se lørdag aften. En fantastisk præsentation at se gennemgangen af flere tusind års engelsk industriel udvikling på stadion. Man må sige, at der havde de virkelig tænkt stort! Med tyve kanaler til rådighed var der selvfølgelig også plads til mere atletik end de tolv sekunder vi var blevet spist af med derhjemme i de første dage. Om søndagen var marathonløbet på programmet, selvfølgelig live og i sin fulde længde, og det kunne kun være en inspiration at se uganderen Stephen Kiprotich snappe guldet fra sine to kenyanske kombattanter. Dog ikke helt nok til at jeg selv kunne gøre det samme. Men jeg blev nu alligevel inspireret nok til at være ude lidt for længe, da jeg umiddelbart efter skulle ud og løbe en god lang træningstur, hvor jeg senere fandt ud af at jeg faktisk havde løbet 31 km før det var nødvendigt at stå af. Og hvor rart det var at se Lawrence hilse mig hjem igen, fuldstændig smadret efter den lange tur. Et stort krus juice og et bad senere var jeg klar til at være med til den olympiske Closing Ceremony. Det havde været et par fantastiske dage i Cambridge, men desværre skulle jeg op næste morgen ved firetiden for at nå morgenflyet hjem fra Stansted!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.