|
Vi havde aftalt at Bernard skulle være hos mig i det meste af en uge, og når nu jeg ikke lovligt kunne tage ham over Øresund for at vise ham den svenske natur hinsidan måtte jeg blive på denne side af Sundet og nøjes med at tage en tur til Nordsjælland. Jeg havde derfor for to nætter bestilt en ferielejlighed på Sankt Helene nær Tisvildeleje, hvor vi den ene dag kunne tage til Helsingør og se skulpturen HAN og den gamle by, og den anden dag nyde naturen omkring Tisvildeleje. Det havde været min tanke at vi skulle have vandret hele vejen gennem Tisvilde Hegn til Melby Overdrev og Asserbo Slotsruin, men så kom vi til at gå langs med stranden i stedet for inde i skoven. Vejret havde heldigvis oppet sig noget siden den kølige morgen ved Sortedammen, og det var virkningen af, at de fleste skyer nu havde trukket sig tilbage så der ikke var så meget sky til at skærme for solen. Det virkede dog som om alle andre havde opgivet sommeren, for det virkede som om, at det meste af Tisvildeleje havde lukket og slukket. Hvilket vi allerede havde bemærket da vi var ankommet i går aftes og jeg havde regnet med at vi skulle have en god middag i byen, blot for at finde ud af, at stort set alle restauranter havde lukket eller var ved at gøre det. Til sidst havde vi dog fundet et pizzeria, der lod hånt om lukketiderne, og først da vi gik fortalte værten, at han faktisk havde lukket tre kvarter forinden!
Årets første, eneste og sidste svømmetur i de danske farvande. |
|||||
Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet. Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk. |