Navigation:    
Start  >  Blog 
> 5. september 2012
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Den flyvende katedral Onsdag, 05.09.12

Endelig var det så vidt at jeg kunne påbegynde årets sommerferie for mig i år - selv om de fleste nok ville mene, at september måske var et lige lovligt sent tidspunkt at holde sommerferie på, med mindre man skulle på ekspedition i Himalaya. Men jeg skulle godt nok ikke til Himalaya denne gang, men meget længere bort. For min tur til Australien, omfattende også min deltagelse i marathonløb i Sydney, havde nu taget sin begyndelse, og jeg må da sige at jeg var en lille smule spændt på turen, for aldrig før havde jeg rejst så langt væk. Jeg skulle flyve med British Airways til Brisbane, med flyskift undervejs i London Heathrow og Singapore, og jeg skulle tilbringe to nætter i luften inden jeg endelig efter 26 timers flyvning ville lande i Brisbane. Jeg havde egentlig overvejet at ville flyve med Singapore Airways dertil, men det var ikke muligt at få adgang til deres hjemmeside i den uge i december, hvor jeg undersøgte markedet for en overkommelig billet til Brisbane. Så i stedet faldt jeg over et godt tilbud fra British Airways, som viste sig at kunne fragte mig frem og tilbage for 8.772 kr. da jeg købte billetten den 2. januar, hvilket jeg syntes var rimelig billigt, al den grund at jeg havde regnet med at en tur til Australien ville koste mig i omegnen af 13.000 kr. Og British Airways vidste jeg var et ganske pålideligt selskab med tilfredsstillende service.
Jeg var tidligt i lufthavnen for at sikre mig nogle okay pladser, så efter at have checket ind havde jeg tid til både en gin&tonic og sågar to glas Chardonnay inden jeg steg ombord i den lille rutemaskine til London. Her ventede der mig til gengæld en overraskelse. Jeg havde set at turen videre fra London ville ske i code-share med Qantas, så da jeg havde checket ind havde jeg spurgt om vi måske skulle flyve med en af Qantas' A380-maskiner, som jeg vidste de havde en del af, men fyren i check-in havde slet ikke adgang til informationer om Qantas. Jeg kunne dog se af mit boarding pass at jeg havde fået plads i sæde 77K, så det måtte være et stort fly. Det viste sig også at holde stik, for fremme ved gaten kunne jeg se at det var en ny tilbygning til Terminal 3, og her holdt den ene A380'er skulder ved skulder med den næste. Og det var sådan en mega-jumbo jeg skulle med til Singapore! Inde i kabinen virkede flyet dog ikke så meget større end en almindelig jumbo, men jeg skulle gå gennem det ene passagerafsnit efter det andet inden jeg endelig nåede frem til min plads i 77K. Jeg kunne se at der var i hvert fald endnu et passagerafsnit bagved, så der var vel tæt på 100 rækker. Og der var plads nok, selv om det store fly var næsten udsolgt, og tilmed plads nok til at nabosædet var ledigt, så det ville blive en god tur til Singapore. Qantas havde også en udmærket service, hvor jeg fik endnu en g&t, hvorefter der var valg mellem lammesteg og fiskegryde til aftensmaden. Herefter kunne jeg vælge mellem det store udvalg af film i min egen private biograf inden jeg gik til ro i det store fly, der imponerende nok fløj ganske roligt og ikke var specielt støjende. Jeg må sige at det var en lovende start på min tur til Australien!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.