|
|
På arbejde i Laidley
|
Lørdag, 08.09.12
|
Jeg var fremme i Brisbane torsdag morgen lidt i seks, hvor Paul stod klar til at tage imod mig. Jeg må sige at der var rart at se et kendt ansigt når man er så langt borte hjemmefra, og da jeg havde fået min bagage kørte vi straks fra Brisbane til Gatton i Lockyer Valley, dalens hovedby hundrede km borte fra Brisbane, hvor han boede under arbejdsdagene. Han arbejde som læge på det lokale hospital, og havde fået stillet et hus til rådighed fra hospitalet da han påtog sig jobbet. Han skulle dog på job om eftermiddagen, så efter en god, men sen morgenkaffe og en god snak blev jeg forsynet med DVD'er og kunne hygge mig der, eller om nødvendigt krybe under dynen for en slummer. Og så gik han til job på hospitalet på den anden side af gaden. På vej hjem om aftenen var han lige taget forbi den lokale Thai-takeaway, så det blev en let gang aftensmad. Fredag morgen skulle han også arbejde, men jeg sagde ikke nej til at tage med ham ud på en morgenløbetur, med hans mobil til rådighed da han stadig havde rådighedsvagt. Det var dog ret så tidligt at skulle løbe. Vi startede ud kl. 04.44, på hvilket tidspunkt klokken kun var kvart i otte om aftenen derhjemme. Men alt andet lige tror jeg nok det hjalp mig med at komme over mit jetlag.
Tidligt om eftermiddagen var Paul tilbage igen, og kort efter rykkede vi videre. Paul havde et år forinden købt sin egen private bolig uden for Laidley, en forstad til Gatton, så der var yderligere henved 30 km at køre. Han boede i sidste hus for enden af en 600 meter lang vej, hvor der ellers kun var to huse i den modsatte ende af vejen. Det var et fantastisk dejligt sted han boede, for det var som at være langt ude i naturen. Huset lå på en 31 acre stor grund, som for det meste var vildtvoksende skov, men lige omkring huset var naturen trimmet og stod som en pæn og velholdt have. Huset var langt hen ad vejen selvforsynende, så længe strømforsyningen virkede, for vandforsyning og afløb blev klaret ved et regnvandsopsamlingsanlæg og en septictank den anden vej - selv om småt som regel blot blev klaret i den gamle hestefold. Straks vi var fremme i går eftermiddags måtte jeg hoppe i arbejdstøjet, for jeg hverken skulle eller ønskede blot at blive serviceret. Strømforsyningen blev varetaget af en højspændingsledning ned gennem hans skov, og vi skulle fælde 20-25 træer, som havde vokset sig for høje, og derfor kunne være til risiko for ledningen i tilfælde af uvejr. Vi fik godt nok fældet træerne, men et af de sidste faldt til den gale side og skred lige ned over kablet. Kablet holdt, men det kortsluttede, så strømmen gik i hele vejen. Så Paul måtte have assistance fra den lokale elektriker, og mens vi ventede på at han kom kunne vi jo passende få fældet de sidste træer. Og her til morgen var det løbetøjet jeg skulle have frem, for vi tog ud på en dejlig morgenløbetur, så jeg kunne se lidt til, hvad det var for et område han boede i.
På vej ud på en morgenløbetur fra Pauls' hus i Laidley.
|
|