Navigation:    
Start  >  Blog 
> 11. september 2012
 
Foregående    Index    Dette tema 

  New South Wales, en noget kold overraskelse Tirsdag, 11.09.12

Efter weekenden havde Paul selv tre ugers ferie, som vi blandt andet skulle bruge på at tage til Sydney for at løbe marathon der den kommende søndag. Men inden vi tog til Sydney ville Paul lige hive mig op for at besigtige nogle efterladenskaber fra hvad man mente var et gammelt brændevinsdestilleri. Men ville nok ikke havde bemærket det hvis man ikke vidste det, men det var ejendommerens tidligere ejer, der havde fortalt at det gemte sig oppe i hans skov. Umiddelbart så det bare ud som om det var nogle skovsvin, der havde efterladt en bunke affald, for der lå en bunke glasflasker, for det meste af ubestemmelig oprindelse. Men der var også et gammel rustent benzindrevet køleskab og forskellige andre rustne efterladenskaber. Nogle af flaskerne kunne bestemmes til at være engelske flasker med rensevæske, men hvis man havde kunnet få noget drikkeligt sprit ud af de flasker må man dog have været værdigt trængende!
Mandag morgen pakkede vi bilen og kørte sydpå. Normalt ville Paul havde taget flyet når han skulle til Sydney, men nu jeg var her og vi havde tid nok havde han valgt at vi skulle tage tage bilen. Så vi belavede os på at skulle bruge det meste af ugen på at komme til Sydney, og derved også kunne kigge ind forskellige steder undervejs. Jeg havde jo hørt meget om Australiens bush, men det var nu ikke så øde som jeg havde regnet med. Det sydøstlige Australien rummer ganske vist langt det meste af Australiens befolkning i et bånd ned langs kysten fra Brisbane til Adelaide, men hvor der ikke var landbrugsområder eller kvægdrift var der udbredt skov. I løbet af eftermiddagen kørte vi over grænsen fra Queensland til New South Wales, og undervejs fulgte hovedvejen den gamle jernbane mod syd. Her holdt vi et kort stop, hvor jeg kiggede nærmere på denne jernbane. Og overraskende nok så det ud til at den stadig var i brug, omend jeg formodede den kun blev brugt som godsbane. I går aftes nåede vi frem til Tamworth, hvor vi slog os ned på den lokale camping. Paul havde købt et nyt stort telt, som vi kunne hygge os i når vi gik indendørs og krøb til køjs. Men et stort telt betød også meget luft at opvarme, så jeg blev lidt overrasket over, hvor koldt det blev om natten. Ikke desto mindre skulle vi alligevel ud på den sædvanlige løbetur om morgenen inden vi fortsatte ad hovedvejen til Cowra. Her valgte vi dog at gå et niveau op og leje en campinghytte i stedet.


Chardonnay'en nydes under mere primitive forhold i Tamworth.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.