Det var seks år siden at jeg sidst havde løbet marathon, og ser man bort fra løbet op på Pikes Peak dengang i 2006 skulle jeg faktisk tilbage til 1995, hvor jeg deltog i Bromarathon over Lillebæltsbroerne. Hvilket var seneste gang jeg havde løbet marathon på asfalt. Og nu stod jeg klar under Sydney Harbour Bridge, klar på at gentage forsøget. Jeg regnede ikke med at kunne vise nogen specielt god profil i løbet, da min træning i de foregående måneder var gået lidt i vasken, som jeg løbende har beskrevet her på siden, men jeg tvivlede ikke på min egen udholdenhed, så jeg skulle nok kunne gennemføre, hvis blot jeg havde tiden til det. Problemet var bare, at det havde jeg ikke! Som vanligt var der også her en cut-off time, som man skulle overholde hvis man ikke skulle blive pillet ud af løbet, og her var den maksimale tid sat til 5½ time. Hvilket betød at man skulle løbe 7:49 pr. km eller hurtigere for at være home free. Der var 11 cut-off points undervejs, men derudover var der en sweeper der kørte bagest i løbet i 7:49-tempo, som kunne advare om at man ville blive taget ud af løbet hvis man blev overhalet af sweeperen. Så hvis bare jeg holdt mig foran sweeperen var jeg på den sikre side.
Marathon'et var sat til at skulle begynde kl 07.30, en time efter halvmarathonløberne, på hvilket tidspunkt vi gerne skulle være mødt op. Det var en flot morgen, helt skyfrit, men også ganske køligt, som vi også havde oplavet det tidligere her i New South Wales. Men det var utilfredsstillende at vi skulle aflevere vores overtrækstøj over en halv time før start, så vi kunne stå der i skyggen under broen og fryse. Jeg havde taget min nye Under Armour speedsuit på, men det ville nok have været bedre med et par lange tights. Men vi kom af sted, og som altid er det en berusende oplevelse selv at være med til et marathon, og ikke bare se på. Paul var også med, og ligeså var hans gamle løbekammerat David fra PNG, som havde organiseret vores overnatning i Sydney.
Vi kom op på broen og løb over havnen ind i storbyen. Paul var stukket af fra mig endnu inden vi var kommet op på broen, mens jeg stadig hang med David frem til det første vendepunkt på den anden side af broen, og herefter var jeg overladt til mig selv. Jeg var faldet ind i et tempo omkring 7 min/km og følte mig godt tilpas, så jeg kunne efterhånden så småt godt begynde at nyde løbet. Efter en tur rundt om Circular Quay kom vi ind i den botaniske have, og på et tidspunkt var jeg i tvivl om jeg var på den rette vej, for jeg havde hverken set andre løbere eller km-markeringer. Men så kom jeg rundt om det nærmeste hjørne, og så at den var god nok, der var andre løbere foran mig. Jeg kunne ikke forestille mig at ruten ikke var markeret, men for en sikkerheds skyld løb jeg op til dem, og nu jeg havde fået sat tempoet op kunne jeg jo lige så godt fortsætte i samme stil. Vi løb gennem Hyde Park og op gennem Oxford Street, tydeligvis et at byens mere livlige kvarterer, men jeg undrede mig over at der ikke var nogen form for underholdning her, men blot den kedelige søndagsmorgenstemning, der bredte sig ud fra bygningerne. Jeg passerede de første 10 km på 69:34, så jeg kunne regne ud at jeg var omkring ti minutter foran sweeperen. Nur so weiter!
Vi kom nu ind i Moore Park, som mest af alt virkede som en tom og øde motorbane. Det var godt nok et kedeligt stræk her, men til gengæld var der masser af sol her, hvilket var rart efter at have løbet mellem de skyggefulde højhuse. Jeg satte også pris på de mange fugle jeg kunne høre her - det er nu rart at opleve forårsfornemmelser i september! Moore Park fortsatte i Centennial Park, hvor vi skulle løbe to runder inden vi vendte tilbage til byens centrale dele. Et sted herude kunne jeg regne mig frem til at vi ville passere halvvejen, men jeg så dog ikke nogen markering heraf. Vi passerede dog godt nok en elektronisk måtte, så det har nok været tidtagningsmåtten for halvvejsmærket. Tempoet var også gået betragteligt ned, og jeg kunne efterfølgende regne ud at jeg havde løbet de følgende 10 km på 80:53. Jeg var dog stadig seks minutter foran sweeperen, og jeg kunne efterhånden fornemme den ånde mig tungt i nakken. På et tidspunkt inde i Centennial Park var der modløb, og her kunne jeg se sweeperen komme imod mig i den modsatte retning med blå blink og ledsagevogne. Hvilket kun inspirerede mig til at sætte tempoet lidt op igen. Nur weiter!
Vi forlod Centennial Park og via motorgaden Anzac Parade kom vi tilbage gennem Moore Parks golfbane inden ruten atter førte ned gennem Oxford Street. Nu var folk vågnet op, og der var væsentligt mere liv i gaden. To fyre hujede af mig fra en altan, men jeg så det kun som noget positivt, for dette var byens bøssekvarter, og jeg tænkte de satte pris på at have mig løbende gennem deres gade i min stramtsiddende løbedragt. Vi nærmede os efterhånden Circular Quay, og ved 30km-mærket havde jeg været i gang i 3 timer og 57 minutter, så jeg havde løbet de foregående 10 km på 87:43. Jeg var dog stadig foran sweeperen, og ved et andet modløb havde jeg set den igen, og var nu tre minutter foran den. Jeg havde hele tiden tænkt på, at jeg bare skulle holde den til 37 km, for der var det sidste cut-off point. Ellers huskede jeg ikke meget fra denne del af løbet, for der var ikke meget liv her. Men nur so weiter!
Vi kom ikke helt ned til Circular Quay i denne omgang, for vi skulle først ud og løbe en sløjfe i det vestlige havnekvarter inden vi kunne komme tilbage til turistområdet der. Jeg havde stadig ikke set spor til sweeperen, men pludselig, midt på Sussex Street, trådte en uniformeret fyr ud og standsede mig og sagde at jeg skulle løbe den direkte vej til målet. Jeg kunne regne ud at det var cut-off time nu, men det undrede mig nu såre, at sweeperen ikke var kommet endnu. For ifølge programmet skulle den jo ligge bagved og advare om at man var i risiko for at blive taget ud. Men min egen tidsfornemmelse sagde mig at jeg nok var for sent på det. Han var dog ikke indstillet på at skulle diskutere med mig, og sandsynligvis derfor fik jeg forvirret ham så meget at jeg ikke blev taget ud af løbet, men blot fik lov at løbe videre, dog i retning mod mål, og ikke ud på den sidste sløjfe. Jeg fandt senere ud af at jeg var nået til redirection punktet 35,4km, hvor jeg kunne fortsætte fra 38,6km. Men jeg tyggede nu alligevel lidt på det, for jeg skulle da stadig løbe et par minutter før jeg så sweeperen komme imod mig.
Nu fulgte jeg de andre løbere tilbage ad Sussex Street og løb så under Harbour Bridge, hvilket samtidig markerede begyndelsen på den mest turistede del af ruten. Paul havde på forhånd advaret mig mod forvirrede turister og barnevognsskubbere, som fuldstændig desorienterede futtede rundt her, men det virkede dog som om afspærringerne holdt skidtfolk tilbage. Helt gik jeg dog ikke fri, for da vi løb under jernbanebroen for enden af Circular Quay kom en fyr ud fra et offentligt toilet, og tænkte ikke lige på at han steg direkte ud på marathonruten. Jeg var dog hurtig nok med venstre albue så han næsten faldt ind på toilettet igen, og så fortsatte jeg bag om jernbanen. Der kom ikke andre forhindringer på den modsatte side af havnebassinet, og så gik det op ad rampen mod Operahuset. Jeg kunne dog høre at en gruppe hujende og jublende gimper kom bagfra og ville overhale, og jeg tænkte et kort øjeblik på om jeg skulle sprinte fra dem, men det var tydeligt nok at jeg ikke havde mere energi tilbage i tanken, så jeg tænkte: Så la' dem! Så jeg lod dem passere, og kort efter løb jeg selv i mål. Uret viste 5:25:09 da jeg passerede målstregen, men chiptiden viste 5:21:12. Jeg havde dog ikke løbet den fulde marathondistance, men jeg var ikke i tvivl om at jeg havde kunnet gøre det, hvis jeg havde fået lov til det. Jeg bliver derfor nok nødt til at løbe et andet marathon, hvor jeg kan løbe alle 42,195 km på min officielle tid 5:21:12.

Jeg løber i mål til Sydney Marathon.