Med gennemførslen af Sydney Marathon havde jeg for så vidt opfyldt mit primære mål med turen her til Australien, men der var selvfølgelig også mange andre ting på programmet hernede. Allerede her til morgen havde Paul den næste udfordring på programmet, da vi skulle ud og bestige Sydney's Harbour Bridge. Denne imponerende bro, der i sin tid var verdens længste buebro, og som i lang tid var vartegnet for Sydney indtil den blev gjort rangen stridig af Utzon's Opera House, havde man mulighed for at bestige, naturligvis mod en vis betaling. Paul ville gerne give mig den oplevelse, og han havde allerede flere måneder forinden reserveret en plads til os to på denne dags første bestigning. Samlet i grupper på 14 deltagere bliver man taget på en guided vandretur på broens ydre fag, og selv for mig som tidligere bjergbestiger var det trods alt noget af en oplevelse. Vi samledes ved kontoret ved broens sydlige landfæste, hvor vi kunne bestigtige en udstilling om broen inden vi kunne påbegynde sessionen. Vi blev alle iført overtræksdragter og en sikkerhedssele, hvorved vi blev 'permanent' lænket fast til en stålwire, der løb langs hele ruten. Som tidligere klatrer var jeg naturligvis interesseret i at vide hvad for en slags sikkerhedsudstyr de brugte. Selen og rebet var såmænd fin nok, men den dims vi blev koblet til kablet med var jeg lidt skeptisk overfor, for der var ikke mere sikkerhed i den end der ville være i en almindelig låsekarabin. Således kunne man i princippet glide hele vejen til bunden af wiren hvis uheldet var ude, men her var den største risiko vel nok også at tåber frigjorde sig fra wiren i utide, hvilket vi ikke havde nogen mulighed for med denne dims. I gåsegang gik vi gennem et mandehul og vandrede ad gangbrædder under brodækket indtil vi nåede frem til og havde passeret igennem den første pylon, og herefter gik det gennem et stigesystem op gennem brodækket til vi nåede oversiden af den store stålbue. Buen var overraskende bred, og såmænd ikke så stejl som jeg havde forestillet mig, og vi vandt efterhånden hurtigt højde. Broen er lige godt en halv kilometer lang, og på buens højeste punkt nåede vi op i 134 meters højde. Broen er ikke længere verdens længste buebro, men med en bredde på 49 meter er den dog bredere end alle andre konkurrenter. Men der skal jo også være plads til otte kørebaner og to jernbanespor. Vejret var fint, letskyet og ikke særlig meget vind, så det var en god oplevelse at nyde den vide udsigt fra toppen af broen 134 meter oppe. Jeg havde godt nok været lidt spekulativ overfor at lave denne tur morgenen umiddelbart efter at havde løbet marathonløbet, men da jeg blot gik stille og roligt gik det såmænd meget godt, og jeg tror faktisk det var godt at få lidt bevægelse i benene dagen efter løbet. Og her oppefra havde vi en fremragende udsigt over havnen og til operahuset dybt nede, som vi jo ikke rigtigt havde kunnet nyde under løbet, hvor bygningen havde været noget skjult af et plankeværk på grund af et større reparationsarbejde. På toppen af broen skiftede vi via en smal gangbro til den modsatte brobue og begyndte så vandringen ned igen. To en halv time tog turen, og så var vi nede på fast grund igen. Samme eftermiddag forlod vi Sydney med kurs mod Taree.

Sydney Opera House set fra Circular Quay.