Vi var nu tilbage i Laidley igen efter at have løbet marathon i Sydney. Men det betød ingenlunde at vi bare kunne slappe af og lægge løbeskoene på hylden. Jeg skulle jo bo her de næste knap fjorten dage, og naturligvis skulle jeg gøre mig fortjent til at nyde gratis kost og logi her. Der var masser af arbejde der skulle gøres på Pauls enorme grund, omend det meste var koncentreret i og omkring haven. Men der var også andre opgaver. Ikke langt fra hans grund førte en jernbane i en tunnel gennem Range Crescent, og selv om det for tiden kun var en godsbane, der førte kul ud fra kulminerne længere inde i landet havde det i sin tid også været en passagerbane. Queensland State havde længe haft i tankerne at opgradere jernbanen og genindføre passagertrafik, omend Paul tvivlede stærkt på at det blev til noget. Men skulle det ske ville det betyde at han ville få mulighed for at komme til både Laidley, Gatton og sågar også Brisbane uden bil. I sin tid havde der ligget en station på østsiden af tunnelen, og på googlemap havde han set at der skulle være en vejforbindelse fra hvor han boede til denne station, uden at han dog nogensinde havde set noget til denne vej. Men det skulle undersøges nærmere, og en af de første dage jeg var her løb vi på opdagelse for at finde en vej til tunnellen. Det var dog mislykkedes, for ganske vist fandt vi til sidst frem til den gamle stationsbygning i Yarongmulu, men det var noget af en omvej vi havde taget, da vi var kommet på den forkerte side af tunnelmundingen. Andet forsøg gik noget bedre, hvor vi var løbet ned gennem Kessling Drive's forlængelse og derved var kommet ned til Railway Road, som vi fulgte først op til Yarongmulu, og derefter fulgte jernbanesporet op til tunnelmundingen.
Naturligvis var der også en tunnelmunding på den modsatte side af bjergkammen, og den satte vi os for at finde i dag. Det blev dog noget at en stroppetur, for ifølge kortet skulle der ikke være nogen vej ned på den anden side af Range Crescent. Vi fulgte derfor alle spor og dyrestier for at finde en vej ned, og det blev til mange ture ned indtil de forsvandt i bushen og vi måtte jogge op igen. Men til sidst fandt vi et spor, der mundede ud i en grov grusvej, der lod til at have forbindelse med jernbanen, og til sidst lykkedes det os også at finde den vestlige portal. Men vi måtte konstatere, at selv om vi nu havde været ved begge portaler, og selv om vi kunne løbe dertil, var der ikke nogle ruter der var passable med køretøj. Hvilket Paul egentlig var meget godt tilfreds med, for så ville han da ikke få noget trafik på sin egen fredelige vej.

Range Crescent's vestlige tunnelmunding.