Navigation:    
Start  >  Blog 
> 16. oktober 2012
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Fedtafgiften får margarinen til at svinde Tirsdag, 16.10.12

Tidligere på året indførte den danske regering den i visse øjne forhadte fedtafgift, og baggrunden for denne var såmænd fornuftig nok. Nemlig at begrænse fedmeepidemien herhjemme. Og herhjemme er der jo tradition for, at hvis man vil begrænse folks forbrug af diverse nydelsesmidler er vejen frem jo at indføre skatter på disse ting. Hvilket vi ser på varer som biler, chokolade og alkohol. Og såmænd også på sukker, omend det jo er fedtafgiften, der står for skud for tiden. Forhandlerne har som modtræk taget et godt gammelt middel i brug, nemlig at sælge varen i mindre forpakninger, og for nylig bemærkede jeg at mit velkendte mærke i margarine pludselig kun var at finde i mindre pakninger, da den velkendte 400-grams pakning nu kun var at finde i et 250-grams. Og det kunne jeg ikke forestille mig skyldtes andet end fedtafgiften. For selv om mit mærke i margarine mestendels består af vand er der alligevel 38% fedt i varen, så det vil da være naturligt at varen også er belagt med afgift. Nu er det jo sjældent jeg checker en vares pris, da jeg en gang for alle vælger et bestemt mærke, og herefter holder mig til det, og køber det i den samme butik, da jeg ikke gider at skulle tage unødigt stilling til de mange forskellige mærker, der i dag findes i et supermarked. Og om fedtafgiften så har fået vareprisen til at stige eller den mindre emballage har fået den til at falde skal jeg lade være usagt; jeg bemærkede i hvert fald ikke prisen da jeg købte den nye mindre forpakning, og heller ikke kunne huske hvad den større havde kostet i sin tid. Det eneste jeg bemærkede var den mindre pakke, og så studerer jeg ikke kiloprisen nærmere. Og at pakken bliver mindre generer mig jo ikke spor, snarere tværtimod. For de store 400-grams pakninger kunne jeg godt have svært ved at kæmpe mig igennem inden for en overskuelig fremtid; for jeg var typisk flere måneder om at kæmpe mig igennem 400 gram margarine, som godt kunne blive en smule småsnasket inden pakken var tømt. Så hvis det er fedtafgiften, der har fået pakningerne til at blive mindre er det jo kun godt, og jeg spiser jo alligevel den samme mængde i vægt pr måned, uanset pakkens størrelse. Jeg kan jo alligevel ikke skrabe margarinen mere end jeg gør i forvejen, og helt at droppe margarinen gør jeg ikke, for tidligere undersøgelser har vist, at det bare får mig til at lægge et væsentlig tykkere lag pålæg på. Og så er vi jo lige vidt.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.