I nogle år havde jeg skrevet med en fyr fra det nordlige England. Han hed Pete, og var i sin tid tilfældigvis kommet forbi min hjemmeside, og havde skrevet til mig i den anledning. For som mig havde han også interesse i at være ude i naturen i lycra, og derved kunne føle naturen helt inde på livet. Vi havde skrevet sammen i nogle år, og her i sommers så det ud til at vi kunne mødes. Han var i foråret blevet inspireret til OpenWater svømning, og jeg havde derfor inviteret ham her til København i august for at deltage i svømme-eventen Christiansborg rundt den 25. august. Han havde dog diverse dårlige undskyldninger, så det endte med at han alligevel ikke kom. Men jeg skrev så til ham, at han skulle være velkommen til at besøge mig ved en anden lejlighed. Og kort efter fortrød han, at han alligevel ikke var kommet, og ville så gerne komme og besøge mig alligevel. Så jeg var i lufthavnen i går for at hente ham, og blev straks positivt overrasket. For han var en fin fyr, cirka på min alder, men så meget yngre ud, og havde en ganske velbygget krop. Han fortalte at han var født og opvokset på landet, og havde fået sine muskler ved at stable halmballer fra en ung alder. Hvilket jo beviser, at manuelt arbejde er det optimale til at opbygge en flot krop. Det havde været min hensigt at vi skulle have taget på en tredages vandretur begyndende i dag, men vi blev liggende for længe i sengen til at kunne tage afsted på en fornuftig tid, så for ikke at spilde dagslyset på transport udskød vi vandreturen til lørdag, og så måtte vi bare finde et todagesalternativ. I løbet af formidagen i dag havde vi fortalt om hver vore fysiske aktiviteter, og jeg kunne da ikke undgå at tale meget om mit venskab med Paul i Australien og det marathon jeg havde løbet i Sydney sammen med ham en måned tidligere. Jeg havde godt nok bemærket, at ud over sin våddragt havde han også taget et par tilsyneladende nye løbesko med, men alligevel overraskede det mig da han foreslog at vi i stedet skulle tage ud og løbe en tur sammen. Der var jo ikke noget jeg hellere ville, for så kunne jeg jo se hans krop i arbejde. Så over middag tog vi til Klampenborg og satte ud på min sædvanlige 11km-runde. Han løb jo selv regelmæssigt, men som regel ikke mere end otte km, men han mente nok han kunne være med på 11 km. Imidlertid fór han afsted som skudt ud af en kanon, og jeg havde noget svært ved at følge med i hans tempo. Men da vi på tilbagevejen kom forbi Eremitagen var det ligesom jeg fik den anden luft, og jeg huskede på, hvordan jeg i gamle dage havde sat tempo på herfra. Og uden at jeg tænkte over det skruede jeg langsomt op for tempoet, og på vej ned gennem Ulvedalene blæste jeg afsted. Pete var for længst blevet hægtet af, men jeg holdt dampen oppe indtil jeg var ved Bakken og pustede ud. Og da Pete dukkede op et minut senere takkede jeg ham for at give mig en sådan god inspiration.

Sammen med Pete tager vi på en løbetur i Dyrehaven.