Lørdag morgen kom vi endelig af sted på vores vandretur. Jeg havde sat vækkeuret til klokken fem, og denne gang lykkedes det os at komme af sted inden klokken seks. Jeg havde på fornemmelsen at Pete gerne ville ud i et mere øde område, og jeg havde derfor fravalgt Skåneleden som mål, men da jeg heller ikke ønskede at bruge for lang tid på transport havde jeg udvalgt den etape på Hallandsleden, der gik fra Knäred til Simlångsdalen. Det var egentlig den rute, som jeg havde tænkt mig som den oprindelige tredages tur, men jeg mente nok vi kunne gøre den på to dage. Vejret var noget tungt til at begynde med, men det holdt tørt under hele turen. Vi fandt den rigtige vej ud fra Knäred, og snart lukkede skoven sig omkring os, da vi vandrede op langs Krokån. Pete viste sig at være en rigtig god og ligeværdig vandremakker for mig, for ligesom mig var han en aktiv nyder af naturen. Pete var vokset op på landet, så han var vant til at være udendørs, tilmed mere end mig, og han kunne fortælle om det landskab vi bevægede os igennem. For eksempel anede jeg ikke at der fandtes forskellige slags lyng, for for mig er lyng bare lyng, men sådan var det ikke. For han viste sorter der voksede i tørt terræn, og han viste en anden sort, der kun voksede hvor det var vådt. I løbet af eftermiddagen klarede det op, solen kom frem, og det blev rigtig godt vandrevejr. Og ikke på noget tidspunkt mødte vi andre vandrere, hvilket var en positiv overraskelse for Pete. For hjemme i England ville der have været i hundredvis af vandrere på en sådan tur i en weekend med godt vejr, men det var der ikke her, og han nød det i fulde drag. Specielt fordi det var første gang han havde kunnet gå hele dagen i sine tights, hvilket han ellers hidtil havde været for tilbageholdende til. Vi nåede frem til lejren ved Mästocka, men trods vindskyddet foreslog jeg at vi skulle slå teltet op, dels for at kunne sove mere lunt og dels for at kunne have mere privatliv. For flere gange i løbet af natten måtte jeg stikke en hånd over for at nyde hans prægtige ben, ligesom jeg flere gange følte hans hånd i min sovepose. At vi så ikke fik sovet så meget gjorde så ikke noget, for på den måde fik vi kun et bedre udbytte af de få dage vi havde sammen. Søndag fik vi dog lidt mere travlt, for vi skulle helt igennem til Simlångsdalen, og ikke bare til Assman, som jeg havde gjort den foregående gang. Men Pete var en stærk vandrer med gode ben! Og vi nåede da frem til Simlångsdalen en time før planlagt.

Ved rastepladsen i Mästocka.