Når nu der ikke rigtig er nogen, der gider at nyde min arbejdskraft, er det da heldigt at jeg kan gøre mig nyttig på anden måde. Som for eksempel da jeg gik til hånde i Pauls have i forrige måned, med at hjælpe med til at fælde træer, flytte vandindtaget til pumpen i hans dam eller luge ud i hans forskellige bede. Men heldigvis behøver jeg da ikke rejse til Australien hver gang jeg har lyst til at smøge ærmerne op, for når vi vi taler om fældning af træer, er min rejsekammerat Erik jo også i stand til at skaffe træer, der skal fældes oppe på hans sommerhusgrund i Ellingelyng. Tit og ofte har vi været deroppe for at fælde nogle af de mange træer på hans grund, men et og andet kunne tyde på, at rygtet om vort gode samarbejde i at fælde træer havde spredt sig. I hvert fald havde han fået til opgave at fælde en stor blågran, og derfor ringede han til mig, for det træ var større end han kunne klare alene. I tirsdags kørte vi derop og kiggede på den, og jeg måtte give ham ret i, at det var et stort træ. Det fyldte næsten hele forhaven, og flere af grenene havde vokset sig så lange og store, at de nærmest have dannet små træer i sig selv, idet de i sig selv havde slået rødder og dermed kunne klare sig uden moderstammen. Men det betød også at træet havde dannet et helt krat, med mange huler inde bag det første lag af træer. Det var faktisk et rigtigt flot træ, og jeg har jo altid syntes rigtigt godt om blågraner. Men væk skulle det! Erik tog straks fat med at skære de store grene fri, og i takt hermed slæbte jeg dem væk, således at vi kunne danne os et overblik over opgaven. Efterhånden arbejdede vi os op af træet, og ud på eftermiddagen stod træet som løftet på sin enorme stamme, nu befriet for de nederste meter grene. Nu tog jeg fat med 'skovtrolden', et solidt wiretræk, der kunne styre selv de mest genstridige træer i deres fald. Og som Erik arbejdede med motorsaven strammede jeg wiren yderligere, og til sidst gav stammen et dæmpet suk og faldt stateligt til jorden med et kæmpebrag. Præcis hvor vi havde planlagt det skulle falde. Det var nu halvmørkt, så vi fortsatte næste dag med at save toppen og de resterende grene af samt køre de to første læs grenaffald på genbrugsstationen. Vi havde først diskuteret om vi skulle bruge to dage på opgaven, eller om vi kunne gøre det på én dag, men vi skulle efterhånden erfare at tre dage nok ikke ville være nok. Efter de to dage var vi kørt hjem, for jeg havde kun planlagt at skulle være afsted i to dage, men i dag ringede Erik og spurgte om jeg var klar til en endagstur i morgen. Hvilket jeg selvfølgelig var, selv om der er lovet regnvejr. Men vi mangler stadig at skære stammen op, ligesom der stadig er henved tre læs der skal køres til genbrugsstationen. Så jeg ved nok hvad vi skal lave i morgen!