Navigation:    
Start  >  Blog 
> 31. oktober 2012
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Stadig krudt i de gamle ben Onsdag, 31.10.12

Mine gode dage i Queensland efter marathonløbet i Sydney var så småt ved at fortage sig, og den 5. oktober landede jeg igen i det grå, kolde og kedelige København efter at have nydt fire uger med godt løbevejr i Australien. Ganske vist havde Paul sørget for at jeg var kommet godt i gang med at løbe igen da vi vendte tilbage til Laidley, men det er nu en helt anden opgave at holde træningen ved lige når jeg er hjemme i København og ikke har en makker der står klar med løbeskoene på klokken seks om morgenen. Jeg fik dog hurtigt flyttet min døgnrytme, men så var der lige det med at komme ud og løbe...! Jeg havde ikke fundet ud af om og hvor jeg næste gang skulle løbe marathon, men heldigvis tog jeg mig sammen, og besluttede, at uanset om jeg skulle løbe marathon eller ej ville en ugentlig lang tur være godt for kroppen. Så jeg besluttede at ville løbe min 16 km tur rundt om Utterslev Mose en gang om ugen. Midt på måneden fik jeg besøg af Pete fra Carlisle i Nordengland, og selv om vi primært skulle vandre en flerdages tur i Sverige lokkede han mig med ud og løbe en tur i Dyrehaven. Pete var en velbygget fyr med gode ben, så den løbetur gik i et noget højere tempo end jeg havde regnet med. Men det var rart at erfare at der stadig er en smule krudt i de gamle ben. Sideløbende hermed arbejdede jeg mig også igennem indtrykkene fra Australien, og fortalte blandt andre Max fra Ottawa om mit marathon i Sydney. Max skulle jeg have besøgt tidligere på året i maj, men jeg havde udskudt turen på ubestemt tid da jeg endte med at tage til Seattle i stedet. Max havde derfor talt om, at jeg kunne besøge ham i kommende februar i stedet, men efter at have talt om mit marathon i Sydney syntes han at jeg skulle komme til Ottawa i maj i stedet og løbe med i det lokale marathon der, da start- og målområde lå indenfor gangafstand fra hvor han boede. Så noget kunne tyde på at jeg skal til Ottawa og løbe marathon til maj! Tilsyneladende sætter et kommende marathon også lidt mere fokus på træningen, for i oktober måned kom jeg op på 87 km, hvilket dermed er 14. måned i træk, hvor jeg løber mere end i samme måned året før. Jeg nåede samtidig op over 100 løbeture i indeværende år. Hvilket ganske vist er bedre end i 2011, hvor jeg ikke kom over 100 ture, men det skete nu også for mig i 2009 og 2010. Så det er stadig for tidligt at hive proppen af champagnen.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.