Navigation:    
Start  >  Blog 
> 28. november 2012
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Et kik på UIAAs økonomi Onsdag, 28.11.12

Næste væsentlige punkt på agendaen var præsentationen af den strategiske 4-års plan 2013-2016, men den var i sagens natur knyttet tæt til økonomien, hvilket var de næste punkter på agendaen. UIAAs økonomi ville naturligvis være et område med særlig interesse for Jan Bønding, men i mangel af bedre vil jeg her knytte nogle overfladiske kommentarer til økonomipunkterne. Regnskabet for 2011 var afsluttet og godkendt med blank revisorpåtegning fra de schweiziske revisorer. Indtægterne havde været en smule mindre end året før, men der var skåret dybt i udgifterne, således at UIAA havde vendt et underskud på 119.748 CHF i 2010 til et overskud på 10.661 i 2011. Dette var fortrinsvis sket ved en beskæring af udgifterne til kommissionerne på 44% og en beskæring af udgifterne til rejser og andre operationelle omkostninger på 40%. Dette til trods for at virkningen af en reduktion af bestyrelsen til blot tre medlemmer kun havde virket siden oktober 2012. Så disse tiltag havde altså fundet sted i Mike Mortimer's tid som præsident. Jeg skulle nok tilføje, at det primært har været Safety, Youth, samt især Ice Climbing og Anti-Doping kommissionerne der har været tilbageholdende, og mon ikke der vil være en nærmere forklaring når jeg gennemgår kommissionsrapporterne?
Videre er lønudgifterne blevet barberet med 16%, hvorimod administrationsomkostningerne er steget med 12%, hvilket sandsynligvis skyldes forøgede softwareudgifter. Det hører også med til billedet, at der i 2010 fandt en større kursregulering sted, som påvirkede resultatet negativt, men den har været meget begrænset i 2011. Så overordnet må jeg sige, at resultatet af 2011 i stor grad har været påvirket af en reduktion i de operationelle omkostninger på 98.303 CHF. For 2012 var der færdiggjort et halvårsregnskab, som viste et mindre overskud, men ellers vil jeg ikke kommentere det igangværende regnskab yderligere. Budgettet for 2013 var fremlagt, og fornuftigt nok ser det ud til, at der ikke er budgetteret med stigninger i indtægterne, snarere et meget lille fald. På udgiftssiden ser det dog noget mere broget ud, da kommissionsudgifterne nu har opsuget rejse- og opholdsomkostninger samt forbruget af ydelser fra kontoret, hvilket gør udgifterne mere synlige, men også mere uigennemskuelige på det tidspunkt hvor man skifter regnskabsprincipper. Denne ændring var varslet ved mødet i Kathmandu i 2011, men træder altså først i kraft fra regnskabsåret 2013. Sammenlagt er der dog budgetteret med en lille stigning i udgifterne i forhold til 2011, og hvis alt går som planlagt vil UIAA gå ud af 2013 med et underskud på 5.000 CHF.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.