|
|
En ganske tilfredsstillende måned
|
Fredag, 30.11.12
|
Endnu en gang lykkedes det mig at løbe flere kilometer i november end jeg havde gjort i samme måned året før, hvilket jeg dermed har gjort hver eneste måned siden september 2011. Således kom jeg i november op på 127 km, hvilket nok primært skyldes min plan med at løbe en +15 km rute i hver uge, og således har sat mig for at løbe Utterslev Mose rundt en gang om ugen, hvilket jo er omkring de 16 km når jeg løber hjemmefra og tilbage igen. Det var dog ikke altid det lykkedes, idet jeg for et par dage siden forlagde min lange tur til Dyrehaven og regnede med at jeg havde styr på distancen. Så hvad jeg havde regnet med ville være en 17km tur viste sig kun at være 15 km. Men det viste sig ikke at have nogen betydning, for månedens program lød på 123 km, og jeg nåede som nævnt fire km længere her i november, mens november året før kun havde givet 59 km. Gennemsnitstempoer for november var heller ikke så ringe, for det var det hurtigste i et halvt år, så det er meget godt at nyde det mens muligheden er, for nu går vi ind i vintermåneden, og jeg ved jo fra tidligere at vinteren med sin sne og frost kan lave skuddermudder i enhver løbeplan. Og allerede her fra starten af december er der varslet sne, så vi må se hvordan det giver sig af. Men hvis blot jeg kan løbe den lange tur hver uge er jeg jo godt på vej. Ellers ser det ud til at jeg skal løbe marathon igen til næste år, da jeg er blevet inviteret til at deltage i Ottawa Marathon i maj 2013. Invitationen kommer fra min ven Max, som havde inviteret mig til at besøge ham i maj i år, men hvor det ikke var blevet til noget da jeg til slut var taget til Seattle i stedet, men hvor jeg netop ikke havde aflyst besøget i Ottawa men i stedet havde udskudt det på ubestemt tid. Og denne gang er det min hensigt at træne op i god tid, selv om det i givet fald vil betyde optræning lige præcist hen over vinteren. Med udgangspunkt i en langtur på 15 km om ugen skal jeg fremover lægge en km på om ugen, således at jeg vil nå de 30 km i første halvdel af marts, og så kommer Griseløbet ganske bekvemt den 24. marts. Så i stedet for at det løb vil være afgørende for, om jeg overhovedet skal løbe marathon næsten et halvt år senere vil det denne gang i stedet give mig en strømpil om, hvorledes vintertræningen har forløbet. Så Griseløbet er tilsyneladende på mange måder et yderst velvalgt løb!
|
|