Navigation:    
Start  >  Blog 
> 3. december 2012
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Vedtægtsændringer i UIAA Mandag, 03.12.12

I UIAA var man efter præsidentens beretning og den årlige gennemgang af organisationens økonomi nået til det tredie af de obligatoriske indslag på generalforsamlingen, nemlig de vanlige forslag til vedtægtsændringer. Jeg kan naturligvis ikke her sige noget om, hvorvidt disse ændringsforslag blev vedtaget, nedstemt eller blot taget til efterretning, da jeg jo ikke var til stede, men denne gennemgang af de seks forslag til vedtægtsændringer kan da i det mindste sige noget om, hvilke ting der rører sig indenfor medlemsorganisationerne.
Som første punkt stod et forslag om at re-definere adgangskravene for associerede medlemmer, således at det fuldtgyldige medlem fra det pågældende land skal konsulteres inden adgang gives.
Andet punkt drejede sig om æresmedlemmer, hvor de nuværende regler krævede enstemmigt flertal, men hvor forslagsstilleren mente at det var tilstrækkeligt med 75% opbakning.
Tredie punkt var et forslag til de gældende regler, hvori fem pladser i Management Committee er forhåndsreserveret til de fem største organisationer. Men da forslaget ikke fremgik af generalforsamlingskompendiet kan jeg ikke beskrive dette forslag nærmere.
Fjerde punkt var et forslag fra BMC om at begrænse muligheden for genvalg til Management Committee og Executive Board til blot en yderligere fireårs periode, og ikke som hidtil to gange max fire år.
Som femte punkt var et forslag til reglerne om opløsning, hvor det præciseres at de frie midler ved en eventuel opløsning skal overdrages til en i Schweiz hjemmehørende organisation. Dette forslag stilles for at undgå skat ved en sådan overdragelse ved opløsning.
Som sjette og sidste punkt var et forslag fra den portugisiske campingklub FCMP, som i den sidste ende går ud på at tiltvinge sig muligheden for at opnå det fuldtgyldige medlemskab på baggrund af en generalforsamlingsbeslutning, således at denne beslutning ikke længere kan udlæses af vedtægterne.
Nu er det jo ikke mig, der skal stemme om disse beslutninger, men hvor jeg i de fleste punkter ville stemme for ændringerne ville jeg i punkt to være noget mere skeptisk, da man dårligt kan forestille sig et æresmedlem, der ikke nyder opbakning fra alle deltagere. Og til punkt seks ville jeg først konsultere min portugisiske kollega José. Men vi må afvente Jan Bøndings redegørelse før vi ved hvilken beslutning der er blevet foretaget.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.