Navigation:    
Start  >  Blog 
> 9. december 2012
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Rapport fra UIAA Mountaineering Commission Søndag, 09.12.12

Næste kommission i rækken af indlæg var Mountaineering Commission, hvis indlæg kan deles i sidste nyt fra de tre arbejdsgrupper Legal Experts, Traditional Values og Training Standards. For at tage det sidste først havde der gennem nogen tid udviklet sig en række forskelligheder blandt de forskellige kursuskoordinatorer verden over, og der var behov for en vis ensartethed. At skabe denne ensartethed havde været det primære emne for arbejdsgruppen, og efter at disse efterfølgende var blevet bearbejdet på gruppens møde i Novi Sad i Serbien kan de med stolthed sige, at man nu har et komplet og gennemsigtigt regelsæt for, hvilke standarder der skal anvendes i det fremtidige arbejde. Og for at præcisere dette skelsættende møde besluttede man at ændre arbejdsgruppens navn til Training Standards Panel, således at det fremover vil være TSP, der skal administrere disse regler. På det følgende møde i San Alfonso nær Santiago, panelets første møde i Sydamerika, blev der også fastlagt nye retningslinier for møderne, således at der på mødets første del bliver diskuteret de vigtigste emner af fælles interesse, i anden del deles panelet op i undergrupper, hvori mere specielle emner diskuteres, og til slut mødes alle igen til fælles beslutninger.
Doug Scott, formanden for arbejdsgruppen om Traditional Values bragte på mødet i Novi Sad et sprængfarligt emne på banen om konkurrenceklatring på de store bjerge. Årsagen var, at den russiske føderation ønskede en blåstempling af deres forslag om at organisere internationale klatrekonkurrencer i de høje bjerge. Dette medførte en lang debat, og som konklusion heraf kunne et flertal beslutte, at trods UIAAs regler om best practice og respekt for lokale traditioner var det ikke kommissionens opgave at understøtte et sådant forslag om klatrekonkurrencer i de høje bjerge. Det andet spændende emne var en diskussion af vigtigheden af at bevare klipper i sin naturlige tilstand, således at muligheden for selv at sætte sikringer vil blive bevaret for eftertiden. Doug Scott tilføjede, at holdningerne hertil vil blive taget med i den kommende opdatering at dokumentet Bolt or Not to Be.
Paragrafrytterne i Legal Experts kunne fortælle om aktuelle sager kloden rundt, dog primært Frankrig. Her er der nemlig nye regler på vej om brandsikring, der vil medføre, at det ikke længere vil være tilladt for grupper af mindreårige at overnatte i bjerghytter. Ligeså er der nye regler, der kræver professionelle og certificerede instruktører hvis man tager betalende klienter over 1500 meter eller på flerreblængders klatreruter, selv hvis disse er boltede. I øvrigt er der tendens til, at de franske dommere tager mere hensyn til ofre ved klatreulykker. I England er den generelle Right of Access blevet udstrakt til også at gælde kystområder, og ved samme lejlighed er grundejerne blevet fritaget fra ansvar for ulykker disse steder. Hvorimod i Japan er myndighederne ansvarlige for sikkerhed i naturen og må betale kompensation hvis en klatrer eller turist falder ned over en skrænt fra en sti uden gelænder eller en bro over en slugt på grund af manglende vedligeholdelse. Og fra Baskerlandet forlyder det, at der for individuelle vil blive opkrævet dækning for redningsudgifter ved hensynsløs opførsel under farlig sport.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.