Navigation:    
Start  >  Blog 
> 11. december 2012
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Rapport fra UIAA Mountain Protection Commission Tirsdag, 11.12.12

Vi var nu nået frem til Mountain Protection Commission, og som vanligt blev denne kommissions rapport udfærdiget af Linda McMillan. MPC fokuserer for tiden på to store projekter, hvor det ene allerede er kørende mens det andet bliver startet op i 2013. Førstnævnte er Mountain Protection Award for Stewardship (MPA), hvis formål det er at skabe en platform for organisationer indenfor videnskab, sport og turisme for at forbedre beskyttelsen af miljøet i bjergene worldwide i samarbejde med myndigheder, grundejere, ngo'er og organisatorer inden for økoturisme. Herudover bliver der hvert år uddelt en pris til den organisation, der har søsat den bedste plan til forbedring af miljøet i bjergene, og ud over selve prisen og udnævnelsen til årets Mountain Protector følger der et pengebeløb doneret af de internationale sponsorer bag MPC.
Det andet projekt er Mountain Protection Label, hvis struktur og administration er baseret på de samme principper bag UIAAs Safety Label, og MPC's label vil kunne tildeles firmaer, foretagender og organisationer, der i deres virksomhed tager særligt hensyn til beskyttelsen af bjergene. Dette Mountain Protection Label vil derved virke som en blåstempling af de pågældende aktiviteter, således at forbrugerne derved kan vælge en virksomhed, der tager specielt hensyn til miljøet i bjergene. Det er kommissionens opfattelse, at disse to projekter vil være et værdifuldt bidrag til FN's beslutning om bæredygtig turisme.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.