Navigation:    
Start  >  Blog 
> 20. januar 2013
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Denne gang Tadre Mølle Søndag, 20.01.13

Det er efterhånden ved at blive en tradition at jeg skal en tur i skoven med min gamle skolekammerat Ole på det tidspunkt hvor vinteren er koldest, og normalt tager vi som regel en tur i Gribskov for at overnatte på vores gamle lejrplads, som vi efterhånden havde brugt nogle år, til trods for at det er den fjerde i rækken. Men da Ole kom forbi i går middags foreslog han en ændring til programmet, nemlig at vi denne gang ikke skulle besvære os med at slå telt op, men om ikke vi skulle finde et shelter et sted? Jo, det kunne vi jo godt sige, for det var ikke noget kardinalpunkt for mig, at vi skulle ligge i telt, og da jeg kendte til enkelte sheltre her på Sjælland plus en del i Sverige kunne jeg da godt ryste noget ud af ærmet med kort varsel. Ganske vist ville det jo være koldere at ligge i en shelter i stedet for i telt, men da temperaturen for tiden lå omkring 5-6 graders frost ville det nok ikke blive så koldt, som året før, hvor vi tilfældigvis var kommet til at overnatte i Gribskov på vinterens koldeste nat, hvor DMI efterfølgende meldte at de havde målt 17,4 frostgrader, hvilket skulle vise sig at blive den koldeste nat i Gribskov den vinter. Sverige har jo mange gode bud, men jeg syntes nu ikke lige det var besværet værd at tage til Sverige blot for en enkelt overnatning, så jeg foreslog at vi kunne tage til Midtsjælland i stedet for. Jeg var jo for en del år siden blevet introduceret på sheltrene ved Tadre Mølle af min ven Erik, som boede kun få kilometer derfra, så hvis vi kunne finde frem dertil kunne det jo være en mulighed. Jeg havde jo været der flere gange siden, men jeg var altid kommet dertil med toget og havde efterfølgende vandret fra Hvalsø Station, mens jeg aldrig før havde kørt dertil i bil. Men jeg satsede på at min indbyggede stedsans plus skilte undervejs nok skulle vise den rette vej. Og vi fandt også rimelig let dertil. Naturligvis var der ikke andre på pladsen, så vi havde alle tre sheltre for os selv, men vi nøjedes dog med kun at bruge det ene. Vi havde en hyggelig aften sammen med god mad fra Bryggervangen samt adskillige solide bajere, en god faske vin og en flaske whisky, der dog var åbnet allerede. Om det var sprutten eller kulden ved jeg ikke, men vi gik begge ud som lys kort tid efter hinanden. Og vågnede næste morgen ved at det vistnok var blevet lidt koldt. Ole stod op og tog en fototur, så jeg kunne jeg lige så godt gøre det samme. Jeg vurderede at vi nok havde omkring otte frostgrader, men jeg havde undervurderet kulden, for vi havde faktisk 17 grader minus! Så vi fik hurtigt pakket sammen, smidt habengut'et i bilen og satte kursen mod Hvalsø, hvor jeg vidste der var en bager. Morgenkaffen måtte vi dog udskyde indtil vi var tilbage i København igen.


En råkold vintermorgen ved Tadre Mølle.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.