Jeg havde jo et hurtigt møde i Zürich, og havde for ikke længe siden her i klummen skrevet lidt om de genvordigheder jeg havde haft ved at finde en billig billet til Zürich. Men en brugbar billet fik jeg da trods alt, og jeg skulle så ud og flyve med Air Berlin. Turen ned gik - måske ikke så overraskende - via Berlin, og på vejen hjem skulle jeg så via Wien. Fra starten havde jeg en fornemmelse af at Air Berlin var et okay selskab, da jeg mente der var en sammenhæng mellem Air Berlin og Lufthansa. Og måske der alligevel ikke var en sammenhæng, for da jeg checkede ind i Kastrup så jeg på billetten at Air Berlin tilsyneladende var medlem af One World alliancen, og det var jeg ret sikker på at Lufthansa ikke var. Men måske rejsen så kunne give bonuspoints til British Airways, hvilket jeg i givet fald måske hellere skulle undersøge. Turen til Berlin blev afviklet med en Dash7 propelmaskine, som naturligvis tog lidt længere tid, men en halv time fra eller til betød jo ikke noget. Herfra videre med en almindelig mellemstor jetmaskine til Zürich, og jeg blev da lidt overrasket over at der var servering ombord, som ikke engang kostede noget. Men naturligvis skulle man betale ekstra hvis man ville have sprut, ligesom hos SAS! Ved middagstid ankom jeg til Zürich og gik straks videre til mødet. Havde jeg haft mulighed for det havde jeg straks gået nedenunder og taget toget videre til mine venner i Solothurn-området, men de var netop taget på skiferie, så det havde ikke kunnet flaske sig at se dem i denne omgang, men jeg satser dog på at kunne se dem senere på året. Men lige her og nu var det mødet det drejede sig om, og det gik præcis som forventet, så i løbet af en halv time var det overstået og kunne tage en god middag i lufthavnen inden der var udkald til flyet igen.
Denne gang gik turen så til Wien, og på vejen over syntes jeg nok jeg fortjente at tage en gin & tonic, og til kun 3,50 euro var det jo næsten en foræringspris. Vel fremme i Wien kunne jeg under normale omstændigheder godt have besøgt min ven Jim her, men jeg måtte jo videre tilbage til København. Jeg har det sådan set okay med at være arbejdsløs, men det er nu lidt demoraliserende at man ikke har lov til at besøge sine venner, blot fordi de bor i udlandet. Og samtidig siges det at de største jobmuligheder har man gennem sit netværk. Men hvordan vedligeholder man sit netværk når man ikke må besøge dem personligt? Bare fordi man altid har været en internationalt mindet person og har haft en primær interesse, der ikke kan dyrkes i Danmark! Næ, reglementet i Danmark er ikke bygget til os få tilbageværende bjergbestigere!