Jeg havde nær fået morgenkaffen galt i halsen, da jeg her til formiddag hørte, at den Internationale Olympiske Komité havde besluttet at tage brydning ud af det faste program for OL. Jeg tænkte, at det måtte da være en joke - og en meget dårlig en af slagsen, for man kunne da ikke forestille sig at den internationale olympiske komité tog en så formen, klassisk og distingveret sportsgren som brydning ud af det faste program! Men desværre ser det ud til at være sandt, for IOC's eksekutivkomité havde på en møde i Lausanne besluttet, at brydning ikke skal være på programmet fra 2020. Og det synes jeg i høj grad er synd, for i lighed med mange andre kampsportsdiscipliner er brydning sund, både for kroppen og rent mentalt. Og i mine øjne er brydning en sport helt for sig selv, i modsætning til de mange beslægtede østasiatiske kampsportsdiscipliner. Set fra et nationalt synspunkt er brydning jo også en gammelkendt sport herhjemme, hvor vi også har præsteret at sætte et fingeraftryk på sporten herhjemme, selv om brydning jo ikke har nogen som helst interesse for danske medier. Jeg husker jo stadig da der blev afholdt verdensmesterskab i brydning i Herning i 2009, og hvor DR godt nok havde råd til at sende en reporter til Herning, men det var for at dække en lokal andendivisions fodboldkamp og ikke verdensmesterskabet. Brydning har jo også mange kvaliteter, der i høj grad gør den værd som en international sport for alle. For brydning kræver bare en måtte at brydes på, og ikke noget specielt teknisk udstyr, ligesom sporten kan dyrkes hvor som helst og kræver ikke dyre stadions med over 10.000 tilskuere, således som fodbold herhjemme i Danmark gør det. Og brydning dyrkes jo over hele kloden, og har især bevågenhed i Kaukasus-området og i Nordamerika, hvor det er en udbredt college sport. Jeg har godt nok aldrig selv dyrket brydning, sådan rent personligt, men en af mine venner var tidligere i sin ungdoms dage en god bryder, som jeg altid har beundret for sin muskuløse krop og sit rolige gemyt, en fyr man til enhver tid vil kunne stole på. At man som bryder naturligvis også har en flot krop skader jo bestemt ikke! Jeg har tidligere været til et brydestævne i Grøndalcentret, og det var da godt nok spændende at følge kampene, også selv om der også kunne være stor klasseforskel. En anden god ting ved brydning er, at man aldrig er i tvivl om, hvem der er vinder af kampen. For det kan man tydeligt læse af taberens kropsbevægelser og ansigtsudtryk. Da jeg var i Teheran sidst brugte jeg vel halvanden time på at se en tv-reportage fra et regionalt brydestævne, og fik en god oplevelse ud af det, også selv om jeg ikke forstår et kvæk farsi!