Jeg havde sat mig for at lave ikke bare én, men tre målsætninger for mit løbeprogram for februar. For ikke bare havde jeg målsætningen om at løbe langturene fra Hannover-løbeplanen, dog blot som en samlet sum for månedens program, da jeg nok ikke på nuværende tidspunkt ville være i stand til at løbe en langtur på 25-28 km hver uge. Hvilket ville give 106 km for hele februar. Plus den gamle målsætning om at løbe minimum samme antal km som i samme måned året før. Hvilket gav 117 km. Og endelig havde jeg også en idé, at jeg som minimum burde løbe det samme i tiden op til marathon, som jeg gjorde forrige gang. Sidste år havde jeg jo løbet marathon i september, og da jeg i år er programsat til at løbe marathon i maj, hvilket er om tre måneder, så burde jeg som minimum løbe det samme som jeg sidste år gjorde i juni. Hvilket vil sige 44 km. Skulle jeg være på den sikre side skulle jeg her i februar have løbet 117 km, hvilket det altså ikke blev til. For når måneden gøres op til aften kan jeg konstatere, at det altså kun blev til 98 km. Men det er nu altså også en opgave at skulle løbe det samme i februars sne og is som i junis lange sommeraftner. Ganske vist har der været noget mindre nedbør i Københavnsområdet i denne vinter end man ellers kunne forvente, men der har været nok til at sneen alligevel kunne akkumulere sig og danne islag, som bare blev tykkere som måneden gik. Specielt deprimerende var det at være ude og løbe i lørdags i Dyrehaven, hvor vejene var dækket af et tykt lag is fra side til side, og jeg derfor ofte måtte ud i rabatten for at få brugbart fodfæste i sneen. Samtidig var det også ved at blive mørkt, så jeg valgte at droppe den sidste del ned gennem Ulvedalene og i stedet løbe direkte fra Eremitagen til Bakken. Jeg havde dog ikke tænkt på, at der forløb stien på en forhøjning gennem skoven, og rabatten derfor lå en god meter længere nede. Jeg tænkte bare Banzai! og løb sydpå ad stien. Men halvvejs til Bakken forsvandt fødderne bare under mig, og jeg landede med et brag på røven på den isede sti. Ouch! Det var for glat til at jeg kunne rejse mig op igen, men med handskerne havde jeg fæste nok til at jeg kunne krabbe mig sidelæns over stien og vælte ned til sneen nedenfor. Og herefter besluttede jeg at gå resten af vejen gennem sneen til Klampenborg. Og sidder derfor i dag med lidt af en farvelade på højre balde!