Vinteren sætter sine spor! Ikke bare på stier og veje i skoven, men også på min løbeenergi. Her forrige lørdags var jeg jo ude for at løbe i Dyrehaven, med det resultat at jeg fik en gevaldig røvtur på vejen ned fra Eremitagen. Og med det resultat besluttede jeg, ikke at løbe derude mere før sneen og den efterfølgende mudder var væk. To dage senere havde jeg derfor forlagt løbetræningen til motionscentret, hvor jeg blot tog mine sædvanlige fem km på løbebåndet. Og igen to dage senere var jeg inviteret til middag hos min løbekammerat Martin i Emdrup og havde valgt en af mine gamle løberuter, som jeg blot kunne løbe omvendt, så jeg havde ti km derud, mens jeg kunne tage de resterende fem km senere på aftenen som en langsom joggetur hjem. Men jeg havde det ikke godt med at løbe om morgenen, og det mærkede jeg også i går morges, da jeg var ude og deltage i marathon-fællestræningen med Sparta. Jeg troede ellers alt var i orden efter onsdagens tur, som med knap 20 km var blevet noget længere end jeg havde regnet med, da jeg havde overset det sted i Buddinge, hvor jeg skulle have drejet fra og derfor var endt i Herlev inden jeg fandt til Emdrup ad en anden rute. Men sådan skulle det ikke være, for selv om jeg havde haft det godt med at løbe den regelmæssige morgenløbetur med Paul mens jeg havde været i Australien var det altså noget andet herhjemme i det mørke og kolde klima. Nuvel, det var ikke decideret frostvejr i går morges, og solen var på vej op over husene i retning mod havnen. Men måske jeg bare havde sovet dårligt om natten. For som så mange gange før føltes benene rigtig tunge, eller også var jeg ikke rigtig vågnet op - selv om jeg ellers plejer at være vågen ved seks-halvsyvtiden. Jeg valgte derfor at stå af ved Maglemosevej inden vi kom ud i Dyrehaven. På vejen derud havde jeg snublet ved Hellerup, men havde været i stand til at redde den med det næste skridt. Man da jeg noget senere efter Maglemosevej igen snublede lykkedes det ikke at redde den, og da jeg crashede på fortovet rev jeg hul i både min løbejakke og min venstre hånd. Så jeg valgte at tage bussen tilbage til stadion. Der er nok en grund til, at jeg stort set aldrig løber marathon i maj, når det indebærer at den tunge marathontræning skal finde sted om vinteren.

Mit nydelige blå mærke efter at have faldet på de isglatte veje i Dyrehaven.