Navigation:    
Start  >  Blog 
> 7. marts 2013
 
Foregående    Index    Dette tema 

  En rejse til Jordens indre Torsdag, 07.03.13

Katastrofefilm har vi efterhånden set så mange af, og som så mange andre nyder jeg da også at se min beskedne andel, enten på det store lærred i biografen eller i den lile version på DVD. Som regel bliver det i biografen, for når man går i biografen skal man ikke bekymre sig om man overhovedet kan se filmen på grund af de mystiske koder, der muligvis vil forhindre en i at kunne se den film man netop har købt. Men i 2010 var jeg i Birmingham og fandt her en genbrugsshop, hvor jeg kunne købe DVD'er, der ikke fejlede andet end at de var blevet vist før. Hvilket en DVD jo ikke tager skade af. Og at de havde været set før betød jo også for mig, at de burde kunne afspilles på min egen computer derhjemme. Og til kun et eller to pund var det værd at tage risikoen. Jeg havde på nuværende tidspunkt set to af filmene, og her forleden satte jeg et par timer af til at se den tredie.
Den film jeg havde udvalgt var The Core, som var en ganske afslappende katastrofefilm på det sædvanligt usandsynlige grundlag. En universitets-professor finder ud af, at Jorden har stoppet sin sædvanlige rotation. Ingen ved hvorfor, og det er også den eneste forklaring vi får, og den eneste forklaring han har når han skal overbevise de høje herrer i NASA om, at de nu skal bruge en stor håndfuld milliarder dollars til at genstarte Jordens rotation vej hjælp af fem serieforbundne atomsprængladninger, der skal udløses ved Jordens indre kerne. Temmelig urealistisk, men når man først tager disse urealistiske præmisser for gode varer kan man sagtens læne sig tilbage og nyde filmen, der udspiller sig i to niveauer - bogstavligt talt. Dels på Jordens overflade, hvor menneskene må kæmpe mod kraftige thunderstorms og uforudsigelig mikrobølgebestråling, og dels i det til lejligheden opfundne fartøj, der skal bringe det udvalgte mandskab til Jordens kerne for at udløse denne atomare sprængladning. Disse to niveauer giver righoldige muligheder for det store special-effects crew, hvor stegningen af en trafikkø på Golden Gate Bridge og efterfølgende kollaps af samme på overfladen, samt en 'udendørs' reparation på fartøjet i mange kilometers dybde nok er nogle af de bedste scener. Så den i dag godt ti år gamle film er såmænd ganske god som tidsfordriv, men man skal nok ikke tænke for dybt over realismen når man ser den.
         

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.