Det skulle egentlig have været en god genstart på mit liv som marathonløber, men det skulle der ikke blive noget af. Jeg skulle ellers have løbet med ved marathon i Ottawa i maj, men efterhånden fandt jeg ud af, hvorfor jeg stort set altid har satset på at løbe mine marathons i september. For et marathon i maj betyder med usvigelig sikkerhed, at jeg må gennemføre størsteparten af den tunge forberedelsestræning midt om vinteren. Og denne vinter har skabt større problemer for min træning end jeg tidligere har oplevet. Men jeg er nok heller ikke helt uden skyld i det, for gennem det sidste års tid er afviklingen i mine ben ikke længere hvad den tidligere var, da jeg tendenderer til at slæbe mere på benene end jeg gjorde i gamle dage, hvilket medfører, at jeg i større omfang risikerer at snuble og falde. Og lige præcis det har været problemet her i marts måned, for træningen sluttede den 23. februar med et brag, omend det ikke direkte skyldtes at jeg slæber mere på benene end normalt. For jeg var ude og løbe i Dyrehaven og faldt på den centimetertykke is på vejen ned fra Eremitagen. Jeg har ellers valgt at løbe i skoven, så jeg derved kan være sikker på at få et blødt underlag. Men et centimetertykt lag af is er altså ikke så blødt at falde på. Så det var slut med at løbe i Dyrehaven indtil videre, og træningen måtte forlægges til gader og veje herhjemme. Hvilket jeg jo ikke var så glad for, for det både forøgede risikoen for at jeg ville snuble, samt konsekvenserne ved dette. Og en uges tid senere var jeg på vej hjem ad Strandvejen og faldt midt på fortorvet ude i Hellerup og fik diverse skrammer på højre albue og knæ, rev et dybt hul i min venstre hånd og hul på min løbejakke, som havde været et kært minde fra min tur til Argentina i 2010. Så med blodet fossende ud af hånden fik jeg et lift med bussen hjem til stadion, og efterfølgende besluttede jeg, at det var slut med at løbe indtil såret på hånden var lægt. Jeg havde ellers planlagt at jeg skulle løbe med i Griseløbet, da jeg på det tidspunkt gerne skulle have fået træningen op på 30 km som ugens længste dag, og jeg derfor ville nyde at løbe Griseløbet med stort overskud. Men det blev der ikke noget af, idet jeg ikke havde løbet udendørs i tre uger, og kun en enkelt gang i motionscentret. Så jeg tog det som en udfordring, om man overhovedet kunne gennemføre en halvmarathon uden forudgående træning. Og det kunne jeg, omend jeg som den sidste løber fik det tvivlsomme ære at lukke løbet på Rundforbi Stadion. Således fik jeg ialt i marts løbet blot 33 km.