|
|
Dagene længes
|
Lørdag, 13.04.13
|
Dagene længes, men vinteren strenges, lyder jo et godt gammelt ordsprog. Og det har der været noget om her i denne lange vinter, der egentlig begyndte allerede i november. Vi har ganske vist ind imellem haft dage med plusgrader, men for det meste har det blot været blæsende frostvejr, med indslag af sne fra tid til anden. Men da marts begyndte, uden at der havde været det mindste tegn på forår, blev det hurtigt for meget. For min krop krævede efterhånden forår. Og det blev ikke bedre af at jeg faldt to gange, først i Dyrehaven i slutningen af februar, da vejene i Dyrehaven var overtrukket med et centimetertykt lag af is, og herefter en uge senere, hvor jeg faldt på Strandvejen i Hellerup og slog hul på både min løbejakke og mig selv. Men det skulle blive værre endnu. For her i starten af april meddelte DMI, at den forgangne marts har været den koldeste marts i 26 år. Og det er jo ikke lige det, man har brug for når man forsøger at sætte lidt fut i løbetræningen. Og marts bragte også nogle andre rekorder med sig, for det viste sig, at marts blev den solrigeste marts måned i 70 år, og den marts med næstmest sol siden målingerne startede i 1920. Og det skal nok passe, at der har været meget sol i marts, men da jeg alligevel ikke kunne komme ud at løbe endte det som regel med, at jeg blot trak gardinerne for, så solen ikke skinnede ind i computerskærmen. For selv om marts var den koldeste marts i mange år og den solrigeste i endnu flere år, så blev det også den tørreste marts i 17 år!
Jeg havde derfor opgivet alt håb om forår, efterhånden som vi kom længere og længere ind i april, og jeg havde efterhånden en kraftig længsel efter at se de første påskeliljer, for her i Københavnsområdet plejer de jo at komme i løbet af første halvdel af marts, og vi var efterhånden lagt inde i april. Men her i denne weekend var jeg lige på en lidt uventet tur til Dresden, da min gode ven Jim netop skulle til Dresden, og hans planer var blevet ændret i sidste øjeblik, således at han i stedet skulle besøge Andy, min ven her i Dresden, og han havde brug for min assistance, da Andy jo ikke taler engelsk og Jim ikke taler tysk. Så selv om jeg lige havde været der vendte jeg nu tilbage til Dresden igen. I dag var det også ret fint vejr, og helt uventet havde jeg slet ikke brug for dunjakken, men i stedet blot kunne sidde i min fleece med en kop kaffe på en fortorvscafé Vi gik en god tur i Dresden, og fremme ved Zwinger bemærkede jeg, at der var et bed, der svulmede af krokus. Det var de første blomster jeg havde set i over et halvt år, og de fortalte mig, at i hvert fald hernede var der så småt ved at være forår på vej. Men Dresden ligger jo også 500 km sydligere end København!
Foråret blomstrer ved Zwinger, Dresden.
|
|