Det har på mange måder været en lang og kold vinter, og den har både fysisk og mentalt sat forhindringer for løbetræningen, især det sidste par måneder. Fysisk har det meteorologisk set været en usædvanlig kold, tør og solrig senvinter, men det har også været meget blæsende med en konstant hård vind fra øst, hvilket har været baggrunden for en rekordkold, -tør og -solrig marts og april. Men teknisk og mentalt set har jeg været dårligt løbende, da jeg ikke kan få løftet benene ordentligt, hvilket flere gange har gjort at jeg snublede og faldt. I slutningen af februar skyldtes det dog de isglatte veje i Dyrehaven, men ugen efter, hvor jeg faldt på Strandvejen, kan jeg dog ikke skyde skylden på andre end mig selv. Det medførte, at stort set hele marts røg i vasken, træningsmæssigt set, og derved også evnen til at skulle træne til marathon i Ottawa i næste måned, hvilket ellers har været målsætningen for vinterens træning. Her i starten af april var de sidste sår efter faldet på Strandvejen blevet lægt, og jeg kunne efterhånden begynde at løbe igen. Men de to fald i vinterens løb havde sat sine spor, da jeg løb mere forsigtigt end jeg normalt gør, og derfor også noget langsommere. Jeg havde også taget et par kilo på i løbet af den tid jeg havde droppet løbetræningen, og vinteren havde varet så længe, at jeg kunne have min tvivl om, hvorvidt vi overhovedet ville få noget forår, og hvornår skovene egentlig ville blive snefri. En tur i Hareskoven 5. april viste mig dog, at der stadig var sne og is i skoven, så i mellemtiden tog jeg de næste løbeture på løbebåndet i motionscentret. 20. april var vejret sjældent fint, og jeg benyttede lejligheden til at forsøge at vende tilbage til Dyrehaven, hvor jeg erfarede at al sne og is her var væk. Men de halvanden måneds løbepause jeg havde haft, gjorde, at jeg ikke kunne komme ud og løbe længere end de 10.5 km jeg havde drevet det til i Dyrehaven sidst på måneden. Med det resultat, at jeg her i april kun kunne stramme mig op til at løbe 57 km. Hvilket set i relation til sidste år ikke var så dårligt, da jeg i april sidste år kun havde løbet 22km. Men april i år er den sidste fulde måned inden Ottawa, så i relation til marathonen bør jeg hellere sammenligne med august sidste år, der var den sidste fulde måned inden Sydney marathon. Og i august sidste år løb jeg trods alt 192 km, heriblandt fire ture på over 22 km. Så det vil være meget usandsynligt hvis jeg skulle være i stand til at gennemføre Ottawa Marathon om mindre end fire uger.