|
|
Halv eller hel i Ottawa
|
Torsdag, 16.05.13
|
Jeg havde været noget i tvivl om, hvorvidt det ville være realistisk at løbe et marathon i Ottawa, når jeg nu om få dage tager dertil. For det er kun godt et par uger siden at jeg overhovedet begyndte at løbe igen, efter at jeg havde vurderet, at skaderne efter vinterens styrt var helet så meget at jeg kunne begynde at løbe igen. For en uge siden var jeg ude for at løbe et 16 km testløb, bare for at se om det overhovedet ville være realistisk at nøjes med at løbe den halve marathon, hvilket var det mål jeg efterhånden havde sat mig ned til, så for en uge siden løb jeg min klassiske 16km tur rundt om Utterslev Mose. Og det gik faktisk udmærket, jeg løb det på en tilfredsstillende tid, så jeg mente det ville være realistisk at stille op til halvmarathon'en, og ikke bare droppe fuldstændigt ud - jeg havde jo trods alt betalt en mindre formue for at deltage i løbet, og de penge ville jo under alle omstændigheder være spildt, uanset om jeg løb den halve marathon eller ingenting. Men jeg vurderede at jeg ville være god nok til at løbe den halve i stedet for den hele, og jeg vidste at jeg godt kunne 'downsize' i sidste øjeblik. Men fandt så ud af at man ikke kunne downsize over nettet, men at man sandsynligvis blev nødt til at gøre det når man alligevel hentede sit startnummer. Så for at forebygge besværet skrev jeg til arrangørerne, om ikke de kunne sætte mig på den halve marathon alligvel. Men så kom jeg i tvivl, for hvis jeg alligevel først kunne ændre distance når jeg hentede startnummeret, så havde jeg faktisk stadig to uger til at skifte mening i. Måske jeg alligevel kunne fuldføre den fulde marathon? For da jeg studerede ruten nærmere slog det mig hvorfor jeg i sin tid havde accepteret at løbe den fulde marathon, til trods for at løbet var i maj. For der var nemlig kun et sted, hvor man kunne blive pillet ud af løbet hvis man var for langsom, og det var efter 27 km, som man skulle passere på mindre end fem timer. Og det burde da være muligt. Og nu hvor jeg havde et par uger endnu burde jeg udnytte chancen til at gennemføre endnu et testløb, nemlig et på 27 km, som jeg burde løbe på mindre end fem timer. Og dette testløb gennemførte jeg så i dag, hvor jeg havde planlagt en tur langs østkanten af Utterslev Mose, forbi Gentofte Sø og ad Ermelundsvej op til Fortunen. Herfra op til Eremitagen, ned til Raadvad, op til Hjortekær og videre til Eremitagen. Ned til Bakken og så hjem ad Strandvejen. Okay - der skete et par mindre ændringer undervejs, og jeg valgte at gå hjem fra Svanemøllen. Men jeg endte med at løbe præcis 30 km på 4 timer og 18 minutter. Og det var noget hurtigere end det ville være nødvendigt for at passere cutoff-mærket i tide. Så måske alligevel...? Så det endte med at den mail jeg havde skrevet til løbsarrangørerne blev liggende i mappen med kladder!
|
|