Jeg skulle besøge Maxcita i Ottawa i næsten fire uger, så vi havde masser af tid til at undersøge forskelllige ting nærmere. Omend det plejer at være sådan, at jeg alligevel bliver nødt til at presse tingene sammen i de sidste dage fordi jeg ikke får nået alle de planer jeg har. Maxcita er 66 år gammel, og er født i Westport, en lille by en god times kørsel syd for Ottawa. Mens han boede der med familien havde de en hytte med 4½ acre grund en halv times gang fra Westport, lige ned til Upper Rideau Lake, og med tiden har han fortalt mange gode historier fra hans ungdom der. Han arvede efterfølgende hytten og brugte den som sommerhus, men for nogle år siden solgte han hytten fra, da han ikke havde tid til at varetage de nødvendige vedligeholdelsesarbejder. Men stedet var ikke indhegnet, så hvis jeg syntes kunne vi jo sagtens tage ud for at se stedet. Og det er jo altid fint at få en lille travetur. Jeg var dog advaret, for på dette tidspunkt af året er området der martret af myg og black flies, så når vi skulle derud var det nødvendigt at beskytte sig fra top til tå. Men selvfølgelig havde Max råd for det. Han laver jo i forvejen spændetrøjer og bodybags i både bomuld og gummi og såmænd også enkelte artikler i læder. Og hvis han ikke kan lave det selv, eller ikke har tid til det, har han gode kontakter til folk, der kan lave det for ham. Og ellers ved han hvad han har brug for når han en sjælden gang er ude for at købe gear. Og når det drejede sig om at beskytte sig mod små bæster som bugs vidste han selvfølgelig hvad der skulle til. Han havde nogle år forinden lavet en heldragt i transparent gummi, som jeg havde prøvet nogle dage forinden, og som jeg derfor vidste passede præcist til mig. Hertil et par chest waders, som både kunne beskytte mine fødder mod myggene og sikre at jeg ikke ville løbe ind i problemer hvis vi kom ud i noget dybt mudder, for når man er sammen med Maxcita ved man aldrig helt hvad man ender ud i. Til at beskytte hænderne fik jeg et par solide gummihandsker, men myggenettet blev desværre liggende derhjemme i Ottawa, men jeg kunne såmænd også klare mig uden. Vi kørte til Westports nordøstlige udkant og vandrede derfra østpå, ind til hytten. Det var en rimelig tæt skov, men der var en sti langs søbredden. Dog, Max kendte jo stien ind fra gamle dage, så inden længe skød han genvej ind gennem skoven. Og jeg fulgte bare efter, for Max ville jo aldrig gøre mig noget ondt. Hytten var ganske vist solgt, men der var ingen til stede da vi kom dertil, så han kunne lave en lille rundvisning, og vise hvor han i sin tid havde anlagt en anløbsbro, og kommentere hvilke ændringer de nye ejere havde lavet på ejendommen og grunden siden Max solgte den. Det var overskyet, så solen holdt sig væk, men det var alligevel en varm travetur frem til hytten og tilbage igen. Men jeg har jo aldrig haft noget imod at blive svedig når jeg er i gummi!