Der var nu kun to dage tilbage inden jeg skal løbe marathon, og jeg var nu ved at være igennem min første uge hos Maxcita, og denne uge stod naturligvis i det kommende marathon's tegn. Men det betød dog ikke at der ikke ville være mulighed for lidt sjov. Dagen efter vi havde været i Westport var vi om morgenen ude og købe ind, og jeg benyttede mig af lejligheden til at hoppe i et par af hans egne hjemmelavede transparente gummishorts med Canada logo. Derefter gik de næste par timer med at gøre hans lille have klar til nye planter. De sten, der havde ligget i plantekasserne for at forhindre egern i at grave de gamle blomster op skulle pilles ud, og det blev så min opgave. Herefter kunne Max rydde de gamle planter ud og plante de nye, hvorefter jeg kunne lægge stenene tilbage igen. Det var et noget beskidt job at ligge og rode rundt i jorden, men det gjorde såmænd ikke mig noget. Jeg blev behørigt iklædt en amerikansk beskyttelsesdragt i gummi, som vist nok kunne datere sig tilbage fra Koreakrigen, og det var en noget pudsig oplevelse at ligge og rode rundt efter hvide klippestykker midt i Ottawa City, hvor de høje kontorbygninger tårnede sig op omkring mig. Men pudsigt nok var der ikke nogle af de tilfældige forbipasserende, der kommenterede tilstædeværelsen af en fyr klædt i gummi, endsige to af slagsen. Sådan ville det ikke have været i København hvor folk altid er klar med dumme kommentarer. Maxcita var naturligvis også i gummi: sorte gummishorts, designer gummitrøje og camouflage gummistøvler.
Ellers havde jeg, dagen efter jeg var ankommet, prøvet af blive bundet ned i min podsuit. Jeg havde fortalt Max om den, og om hvordan det det sidste par gange ikke havde været muligt for mig at komme i dragten. Men det kunne Max da godt hjælpe mig med. Jeg havde for en sikkerheds skyld pudret dragten godt inden jeg havde pakket den ned i rygsækken, og med Max's hjælp havde jeg ingen problemer med at komme i dragten. Og nu jeg var i den ville det være dumt, ikke at benytte sig af lejligheden, så han immobiliserede mig på sengen. Hvilket jo egentlig ikke var en dårlig måde at få mig til at slappe af på. I går var jeg så ude og løbe en lille runde inden det store løb søndag, så for at få en første introduktion gik jeg ned til Rideau Canal fire blokke væk, hvor jeg ville komme ind på marathonruten. Jeg havde egentlig regnet med at der allerede nu ville have været markeringer, der viste hvor ruten gik, men det var ikke tilfældet. Men jeg kunne sagtens finde vej langs kanalen, og så kunne jeg bare vende om efter at have løbet en halv time. Og når det var en ud/hjem rute ville det være meget nemmere at vurdere distancen, således at jeg ikke løb for langt. Jeg noterede med tilfredshed, at selv om stien langs kanalen var asfalteret så den ikke ud til ud til at være hullet. Så hvis det var tilfældet hele vejen skulle jeg nok have en chance for at komme igennem løbet uden at styrte.