Dagen efter jeg havde løbet Ottawa marathon havde jeg stadig tunge ben, men dog ikke så tunge, at jeg ikke kunne bruge dagen til noget. Året forinden, i Sydney, havde jeg sammen med Paul kunnet bestige Harbour Bridge der, ganske vist i adstadigt tempo, men besteget blev broen nu. Og også Maxcita en aktivitet klar til mig her, og det var at tage en tur østpå for at besøge Fairmont Hotel Montebello. Jeg havde tidligere set billeder fra Max, ved nogle af de mange gange han havde besøgt hotellet årligt siden 1953, og det havde altid været spændende at se, hvordan han følte sig som en fisk i vandet der, altid i sit lycra tøj eller gummitøj. Selvfølgelig gik jeg og håbede på at jeg kunne få en flig af hans karisma, men det blev der ikke så meget af, for Maxcita mente at jeg burde bære en af hans cykeldragter ovenpå min Recharge suit - det var åbenbart ikke en dragt man kunne bære på dette fine hotel, selv om han ved tidligere besøg ikke havde holdt sig tilbage for at hoppe i hotellets svømmepøl i fuldt gummi. Så jeg fik en af hans godt slidte og hullede cykeldragter til at tage udenpå min Recharge suit. For jeg fulgte jo stadig grundreglerne for en Recharge suit, der går på at man skal bære sin Recharge dragt i 24 timer efter bad efter en hård træningsdag. Og selv om jeg blot havde gået på en større del af marathon'et ville jeg stadig betragte det som en hård træningsdag. Men fair nok. Vi besøgte hovedbygningen og den imponerende seks-delte brændeovn, hvis 66 fod høje skorsten med falske skydeskår var en væsentlig del af det bærende element for det store og høje tag af tømmer. Hovedbygningen er ganske solid, med nederste etage i kampesten og den tre etager høje overbygning i solidt tømmer. Og hele komplekset blev bygget bare i løbet af tre måneder i, med grundstensnedlæggelse 1. marts 1930, og hotellet åbnede for alle faciliteter 1. juli samme år. Det var en rigtig flot bygning, der i sig selv var et besøg værd - hvilket vel også havde været Maxcita's tanke med at køre mig herud, hvorved jeg også kunne få lidt liv i benene igen ved at gå op og ned ad trapper eller de forskelllige niveauer på hotellet. Og tilmed var det et rart og afslappende sted at være, omend jeg fornemmede at det ikke ville være billigt at bo her. Til hotellet hørte et stort landområde på 55.000 hektar, der blandt andet var indrettet med en stor park, som adskillige gartnere konstant arbejdede på. I det hele taget virkede hotellet temmelig arbejdskraftintensivt, hvilket også var nødvendigt med sådan en stor ejendom og de mange bygninger og funktioner. Især når stort set alle bygninger var i tømmer. Vi så ved indgangen et par tømrere, der var i færd med at udskifte noget af tømmeret, der tydeligvis var angrebet af husbukke eller andre skadedyr. Og overalt i bygningen var ansatte til stede for at servicere hotellets gæster, så jeg ville ikke have noget imod at tilbringe en nat her, hvis det kom belejligt. Eller flere! Fra hotellet kørte vi til Chelsea Inn fra 1876 for en kombineret morgenmad / frokost / aftensmad, og derefter kørte vi op i Gatineau Hills for at nyde udsigten over Ottawa. Men det blev for det meste inde fra bilen, da luften var tyk af black flies.