Jeg havde haft nogle enormt gode dage her hos Maxcita, men desværre var tiden ved at løbe ud, og om to dage skulle jeg tilbage til lufthavnen for at rejse hjem. Men måske var det, at min krop havde fået rigeligt med udfordringer her i disse dage. Her i løbet af formiddagen begyndte jeg at få en tingling i højre hånd, nærmest som om blodet var ved at vende tilbage efter at blodbanerne havde været afsnøret. Ganske vist havde jeg været bundet ned den forgangne nat, da jeg 'kun' havde tilbragt natten immobiliseret i Segufix. Men jeg havde ikke været bundet ned i mere end 5½ time, plus den halve time det havde taget at spænde alle remmene fast på mig, og det mente jeg ikke skulle kunne forvolde nogen væsentlig skade. Men nu havde jeg dårligt nok nogen følelse i højre hånd, og det blev kun værre, efterhånden som dagen skred frem. I løbet af dagen fik jeg totalt mangel på kontrol af højre hånd, og det begyndte også at brede sig ned over højre ben. Det medførte også en stigende tendens eller risiko for svigt i højre knæ, og dermed et farvel til stabiliteten i knæet - og i benet som sådan. Jeg kunne ikke undgå at tænke på, at jeg knap tre uger forinden havde løbet marathon her i Ottawa, og nu kunne jeg knap nok bevæge mig rundt. Men alt andet lige skulle jeg være glad over, at jeg trods alt havde fået løbet her i Ottawa, selv om det trods alt havde været umanerlig langsomt. Og noget tydede på, at der måske mere var tale om en permanent ændring, for som dagen gik fik jeg det kun værre. Og hen under aften var så godt som hele den højre side af kroppen paralyseret. Men så blev det vistnok heller ikke værre. Men samtidig heller ikke bedre, og jeg begyndte at tænke på, om det marathonløb jeg havde gennemført for få uger siden, skulle vise sig at blive det sidste? Hvilket ville være, om ikke katastrofalt, så dog en stor uheldighed. Vi talte om, hvorvidt Max skulle tilkalde en lokal doktor, ud over Dr.MadMax, men det mente vi ikke var nødvendigt. For så længe jeg ikke havde smerter, ville det nok være det bedste, at jeg påbegyndte en eventuel behandling i Danmark, når jeg alligevel skulle hjem til Danmark om få dage. I stedet for at påbegynde en behandling her i Ottawa, blot for måske at ændre den igen få dage senere. Og måske skulle betale en formue for det. Så det var måske meget godt at slå koldt vand i blodet og udskyde et lægebesøg til når jeg er hjemme i København igen om tre dage. Og alt andet lige skal jeg nok være glad over, at det ikke er værre end det rent faktisk er. Man bliver jo hurtigt vænnet til, at kroppen fungerer upåklageligt, og så er det jo bare øv når den ikke gør det. Så jeg må nok belave mig på, at kroppen ikke vil virke som den skal det næste par dage. Og i mellemtiden kan jeg så fundere lidt over, hvordan jeg mon kommer hjem, da jeg jo har et flyskift i Zürich på vejen hjem.