Og så lykkedes det mig at komme hjem. Max kørte mig til lufthavnen i Montreal, og undervejs tænkte jeg højt over, hvorfor mon han havde udvalgt mig til at kunne besøge ham, vel vidende at andre fyre stod i kø for at kunne besøge Max. Og tilmed i så lang tid, jeg havde jo næsten været her i knap fire uger. Max var ganske vel vidende om, at det var ham, der første gang havde taget kontakt med mig, hvilket også havde overrasket mig noget, især da jeg efterfølgende fandt ud af, hvilken notabilitet han var. Og det overraskede mig endnu mere da han sagde, at han meget gerne så at jeg kom igen, trods mine nuværende handicaps. I løbet af tiden her havde vi jo snakket om Inferno og Delta, og om mine manglende muligheder for at deltage i sådanne events, da man jo kun kan deltage der med forudgående invitation, og jeg jo ikke kendte nogen, der kunne give mig en sådan invitation. Men Max havde jo tidligere deltaget på Delta, så han kunne jo sagtens sende mig en invitation. Og mere end det, han tilbød direkte at vi kunne tage til Delta sammen i september næste år, og der var intet, jeg hellere ville! For så ville jeg jo være sikker på, at jeg havde en seriøs legekammerat. Max var jo lidt træt af de mange fyre, der kontaktede ham bare for at blive bundet ned, hvorimod jeg havde en helt anden afdæmpet approach.
I lufthavnen skulle der have været lufthavnspersonale til rådighed for handicappede. Men der var ingen kørestole til rådighed i afgangshallen, og personalet fra Swiss var ikke mødt endnu. Så i stedet fandt vi to bagagebakker og en trolley, og så belavede jeg mig på at køre til check-in på dem. Men inden da var der en parkeringsvagt, der forbarmede sig over mig, og fandt en kørestol, som nogle andre rejsende havde efterladt i parkeringskælderen. Ganske vist var det en kørestol fra Air Canada, men den ene kørestol kan vel være lige så god som den anden. Så uden videre vanskeligheder nåede vi op til Swiss's indcheckning på etagen ovenover. Her lod Max personalet med nogen tøven overtale sig til at ledsage mig til flyet, og derfra burde alt være i orden. For jeg havde jo via deres hjemmeside bestilt ledsageservice fra fly til fly i Zürich. Men i løbet af natten slog det mig, at jeg nok ikke kunne være sikker på denne service. Og tilsyneladende havde jeg ret i min skepsis, for da jeg i flyet til Zürich tog fat i stewardessen sagde hun blot, at en sådan service skulle bestilles i forvejen. Nå, men jeg mente da nok, at jeg havde bestilt en sådan service, så jeg slappede bare af på den resterende vej mod Zürich. Måske derfor forløb flyskiftet i Zürich ganske uproblematisk. To skubbere var mødt op med hver deres kørestol, og de afhentede både mig og en anden handicappet ved flytrappen. Hvorefter vi blev kørt videre mod vore respektive destinationer, i mit tilfælde København. Der var dog ingen steder hvor jeg fik et specielt rummeligt flysæde, men mindre kunne jo også gøre det. Så faktisk var hele rejsen hjem temmelig uproblematisk, og i Kastrup Lufthavns Terminal 3 stog Erik og Lone klar til at tage over og køre mig hjem. Så vidt så godt!