Det var jo fint at jeg kom hjem, men jeg skulle jo videre herfra. Og hvordan får man aktiveret det danske sundhedsvæsen i weekenden? For jeg havde jo stadig ikke noget sygesikringsbevis - eller et sundhedskort, som det tilsyneladende nu hedder på moderne dansk. For jeg havde først bestilt et nyt kort for en uge siden fra Ottawa, og det er selvfølgelig ikke kommet endnu. Men da jeg bestilte det nye sundhedskort skulle jeg lige bekræfte min eksisterende læge, og her så jeg at han boede på Tåsingegade, og via den adresse fandt jeg ham på nettet. Her fandt jeg også hans telefonnummer, og selv om han uden tvivl havde lukket sin praksis i weekenden kunne det jo være, at han havde en telefonsvarer med henvisning. Det havde han, med en henvisning til den lokale vagtlæge. Så ham ringede jeg til. Og til at begynde med var han lidt vranten over, at jeg ikke havde kontaktet lægen straks jeg havde bemærket det om onsdagen, men så godtog han min forklaring, hvorfor jeg først havde kontaktet ham i dag. Og så sagde han blot at han ville sende en ambulance. Den kom mindre end et kvarter senere, og så blev jeg transporteret til Bispebjerg Hospital. Her blev jeg indkvarteret på afdeling N10A, den akutte neurologiske afdeling, for jeg havde adopteret Sunny's formodning om, at min svaghed var relateret til sclerose. For jeg kunne jo ikke vide bedre, men jeg var jo selvfølgelig åben for kvalificerede skøn, det var jo derfor jeg havde udskudt behandlingen til jeg var hjemme i Danmark igen. Lægen lavede en hastig undersøgelse på mig, og sendte mig så til en CT scanning, da han havde en fornemmelse af, at en blodprop kunne være årsagen. CT scanningen blev gennemført om søndagen, og den gav et noget overraskende resultat. For ikke bare viste den at jeg havde en blodprop, men jeg havde en større mængde små og gamle blodpropper, mellem et halvt og ti år gamle. Jeg spekulerede straks på, hvornår jeg mon havde fået dem, men det var ikke så relevant i denne sammenhæng, for de kunne ikke være årsagen til den lammelse jeg havde haft i onsdags. Så jeg blev straks skrevet op til en MR scanning, hvor man kunne finde ud af endnu mere. Det blev dog først den følgende uge, for der blev ikke foretaget MR scanninger i weekenden. Men mens vi ventede ville lægen så lige tappe lidt væske af min rygsøjle, for at kunne checke om jeg havde nogle infektioner eller en betændelsestilstand. Men det mislykkedes også, for selv om lægen i andet forsøg fik nålen ind det rigtige sted, viste det sig, at borehullet var tørt. Så de måtte have et fornyet forsøg ved hjælp af røntgen, således at han vidste præcist hvor han skulle stikke. Herudover fik jeg besøg af en talepædagog, således at de også kunne gøre et forsøg på at få mig til at tale mere tydeligt. Hvilket man havde bemærket for måske et år siden kunne være et problem, og nu så man det også i sammenhæng med min nuværende lammelse, at det så at sige kunne være en art forvarsel. Egentlig foruroligende, at sådanne ting, som jeg tidligere har slået hen som værende uvæsentlige, faktisk kunne have været forvarsler, hvis jeg altså havde reageret på dem!