Samme tirsdag begyndte jeg også på fysioterapi. Jeg bliver serviceret af en flot ung mand ved navn Anders, og om det er hans viden eller bare hans udstråling skal jeg ikke kunne sige. Men vi var på bølgelængde lige fra starten. Han lavede en del øvelser, hvor han puffede mit knæ og fod til siden mens jeg sad ned, og hvor jeg skulle søge at beholde stillingen. Han lavede også en del gå-øvelser, hvor han blandt andet bemærkede min kalveknæethed, om det også var noget der var nyt siden forrige onsdag. Men det var det ikke, for det var jo noget, som Paul havde bemærket da vi løb sammen i Köln i sommeren 2011. Anders mente at det måske kunne have været et forvarsel, som måske kunne have advaret mig i god tid, hvis jeg havde taget notits af det. Men det gjorde jeg jo ikke. Lægen havde jo også rynket på brynene da jeg fortalte om de mange fald jeg havde haft da jeg løb i vinterhalvåret, især da jeg heller ikke havde søgt læge ved den anledning. Men det havde jeg jo heller ikke gjort, da jeg ikke havde noget sygesikringsbevis. Men det skulle jeg jo få om få dage, omend jeg endnu ikke har været i en situation, hvor jeg skulle bruge det.
Onsdag blev gangøvelserne gjort en smule sværere, da jeg skulle gå gennem en bane med trin og klodser i forskellig højde, men den syntes jeg ikke var spor vanskelig; det var jo bare som at gå på en ujævn sti. Og med mine mange års vandreerfaring var jeg nok overkvalificeret til denne opgave. Men det var nu meget rart at kunne vise Anders hvad jeg kunne. Selv om det gik forholdsvis langsomt. Torsdag spugte Anders mig om jeg havde lyst til at gå på trapper, og det ville jeg have det fint med. Faktisk havde jeg flere gange i ugens løb haft lyst til at prøve om jeg kunne mestre hele trappen ned og op - med de nødvendige pauser undervejs, naturligvis. Jeg havde i mellemtiden fået en vandrestav, som jeg kunne støtte mig til hvis jeg havde behov for det, men når vi trænede sammen blev min stav inddraget for træningens skyld. Denne gang skulle vi kun gå en etage ned, men jeg gik tre etager før jeg havde behov for en pause, men så måtte vi også vende om her. I dag skulle vi så gå en tur i det fri, da vi skulle en tur i hospitalets have. Og jeg må sige det er fedt, at hospitalet har sin egen have. For at komme ud i haven skulle vi først gå derned. Anders havde tilbudt at vi kunne tage elevatoren, men jeg sagde, at det lærte jeg jo ikke noget af. Så jeg kunne bruge elevatoren som back-up, men jeg endte med at gå alle seks etager ned. Og uden pause gik vi ud i haven - efter lige at have banet mig vej gennem de cykler der var smidt udenfor og forbi det vejarbejde der var ved indgangen. Meget lig København! Turen i haven var rigtig god; det var rigtig rart at komme ud i den friske luft, selv om det var lidt lummert. Flere gange blev jeg inspireret til at sætte tempoet op til mit gamle normaltempo, og det var næsten som om det derved blev lettere at gå normalt og afslappet. Men mine skavanker lurede lige under overfladen, og jeg blev hurtig svedig. Så jeg skulle nok ikke flyve hurtigere end vingerne bar!