Det var nu en uge siden at jeg var kommet "hjem" fra Ottawa, men på grund af hospitalsindlæggelsen havde jeg fornemmelsen af, at jeg ikke rigtigt var kommet hjem endnu. De fire ugers ferie i Ottawa var overstået, men de mange aktiviteter, der plejer at afslutte en længere tur til udlandet, havde ikke fundet sted endnu. Mine to rygsække, som jeg var kommet hjem med stod vel stadig uudpakkede i stuen derhjemme, og i en uge har jeg kun haft det tøj jeg stod og gik i da jeg blev kørt på hospitalet. Men det virker som om jeg så småt er begyndt at vågne op igen. Her til eftermiddag havde jeg søgt om udgangstilladelse, da Henning havde inviteret til fødselsdagsfest for mig, og både Erik (som havde hentet mig på hospitalet), Klaris og Per Bager var mødt op, og det var nu rart at se de gamle bjerg-rødder igen. Og - eftertænksomt - det er vel egentlig også dem, som jeg betragter som mine venner her i Danmark. Ganske vist kender jeg også andre fyre herhjemme, men trods alle de oplevelser de gennem tiden har givet mig, er disse vel mere at betragte som overfladiske bekendtskaber. Min gamle løbekammerat Martin er vel nok ham, der kommer tættest på, men det er jo ikke meget jeg har set ham i den senere tid, han ved nok ikke engang at jeg har løbet marathon i Ottawa for en måned siden. Selv om jeg stadig sidder på hospitalet er jeg så småt ved at gøre klar til aktiviteterne på hjemmebanen. Erik har jo lånt mig sin laptop mens jeg sidder her på hospitalet, og med strømtilslutning og gratis wi-fi har jeg god mulighed for at holde kontakt med omverdenen og mine venner i udlandet, som jo er en helt separat gruppe, da jeg kun kan se dem på mine uregelmæssige besøg i udlandet og ellers skrive med dem over nettet. Paul er netop blevet løsladt fra sit frivillige slaveri i Georgia, og er nu på vej tilbage til Gatton og Laidley, Bertifus, min ven fra Prag, skal have lavet en knæoperation i næste måned, så han har aflyst besøget hos mig, og Andy fra Dresden skulle jeg havde mødt i Berlin i de forrige dage sammen med Heiko, men her havde jeg desværre måttet melde afbud. Men jeg satser på at kunne besøge Andy sidst på sommeren, og så kan jeg vel prøve at flyve med Lufthansa til Dresden, så jeg slipper for bøvlet med skift i Berlin. Så jeg er ved at vågne op og planlægge nye ture. Jeg hentede billederne fra Ottawa marathon ned, og fandt også billederne af fyren i den skrigorange morphsuit, som jeg også havde omtalt tidligere. Og da jeg havde fået billederne og studeret dem nærmere kunne jeg se, at der faktisk var to fyre, der havde løbet i en sådan dragt: en, der havde løbet 10km'eren, og en, der havde løbet den halve marathon, og det var ham, der havde overhalet mig ude omkring km21. Han viste sig at være Ryan Janzen fra Thornhill nær Toronto, var mellem 25 og 29 år og havde gennemført den halve marathon på 1:29:53,1, hvilket svarede til 4:16-tempo. Hvilket jeg også kunne have løbet i for ikke så mange år siden. Og måske også i nyere tid, hvis jeg havde sådan et stykke eye candy løbende foran mig! Men nu har jeg ham i det mindste som et godt souvenir, på billeder. Senest har Paul også foreslået at vi dropper Gay Games i Cleveland næste år, og i stedet løber '3-4 marathons i Australien', hvilket vil give mig en god anledning til at besøge Australien igen. Og hvis disse marathons vil finde sted i august vil jeg jo nå at kunne være hjemme til Delta i september. Så der bliver lidt at diskutere når jeg i august møder Paul i Antwerpen.

Ryan Janzen, eye candy fra Ottawa Marathon.