Jeg har efterhånden været her i hospitalsvæsenet i to en halv uge. Og til at begynde med slår man sig til tåls med det, for servicen her i det danske sundhedsvæsen lader ikke umiddelbart noget tilbage at ønske. Men med tiden opstår der alligevel et behov for at komme videre, for det kan jo ikke være meningen at jeg skal tilbringe måneder her på stuen. Når jeg tænker på, hvilken udvikling der har fundet sted i de mellemliggende tre uger er det måske lidt for nemt at tro, at det hele kan være overstået på et par dage. Lægerne har jo stadigvæk ikke kunnet stille en diagnose, men det er mere og mere tydeligt at sygdommen har noget med nerverne at gøre. Og her til morgen slog det mig, at sådanne nerver ikke retableres fra den ene dag til den anden. Jeg tog en snak med fysio'en til formiddag, og hun bekræftede at der let går 4-5 måneder før alt er i orden igen. Og når jeg ved det er sådan det hænger sammen kan jeg jo sagtens tilpasse mig derefter. Det er således på tide, at jeg begynder at tænke lidt mere fremadrettet, til trods for at jeg altså stadig ikke har nogen diagnose. For en ting er at jeg på et tidspunkt skal i gang med at løbe igen, men jeg skal også så småt forberede mig på at skulle henslæbe dagen derhjemme i stedet med oprydning, bad og diverse gøremål. Umiddelbart tror jeg nok at jeg vil kunne leve et normalt liv derhjemme, men det vil måske være meget godt at starte med et døgn så eventuelle svagheder vil kunne afsløres. Og alligevel ikke, for jeg har jo altid været vant til at klare mig selv, og det burde jeg også kunne gøre fremadrettet. Lægen var forbi til stuegang ved middagstid, og det virker som om han er ved at samle informationer sammen med henblik på konferencen i morgen. Umiddelbart hælder han mest til at det nok er sclerose jeg har, men det så han ikke så odiøst på. Sclerose i dag er stadig en kronisk sygdom, men udviklingen har bevæget sig i de 35 år hvor min søster har haft det, idet følgevirkningerne i dag i vidt omfang kan afhjælpes medicinsk. I givet fald vil det næste halve år vise om nerverne kommer helt i orden igen. For strengt taget er jeg jo allerede nu fuldt funktionsdygtig, bortset fra at jeg stadig ikke løber!