Navigation:    
Start  >  Blog 
> 9. juli 2013
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Morphsuits for alle Tirsdag, 09.07.13

For få uger siden var jeg nær faldet i svime da jeg halvvejs gennem Ottawa Marathon var blevet overhalet af en fyr iført en skrigorange morphsuit. Og den episode blev jeg mindet om i går, da jeg læste dagens avis. For i dagens artikler om Copenhagen Jazz Festival var der et iøjnefaldende billede af en anden fyr klædt i en morphsuit, og denne gang en lige så skrigende gul dragt. Journalisten skrev herom i sin artikel om episoden på Vandkunsten lørdag kl. 16: "Sidstnævnte koncert er ofte en særegen oplevelse. Det vælter med mennesker på den ikke ret store plads. Hvis ikke man er kommet timer i forvejen, kan man glemme alt om at sidde eller for den sags skyld stå fornuftigt i forhold til scenen, og man er dømt til at vandre rastløst rundt, indtil man ender bag scenen, blandt millioner af cykler og i selskab med blandt andet en ung mand, som åbenbart er hyret af et busselskab til at gå rundt i et kondom af en tætsiddende skriggul heldragt og gøre reklame for, at man ved at scanne en QR-kode kan logge ind på selskabets køreplan."
Én svale gør jo ingen sommer, men noget kunne måske tyde på, at der er ved at blive skabt en trend. Eller måske det er fordi at der nu er en dansk sælger af disse engelsk producerede morphsuits. Hvis man går ind på www.morphsuits.dk kan man se det temmelig store udvalg af heldragter i alle mulige farver, som blå, grøn, gul, guld, hvid, lilla, mørkerød, orange, pink, rød, sort, sølv og turkis, hvilke er de originale ensfarvede dragter og alle til 349 kr. pr. dragt. Herudover har de en snes forskellige designede dragter, hvor man kan gøre den som eksempelvis Alien, Gangster, Gladiator, Lysende skelet, Mumie, Tyroler eller Zombie. Eller måske det var noget at have alle kroppens muskler synlige på sin morphsuit? Alle disse designede dragter koster 399 kr. pr. dragt, og antageligvis er designet printet på dragten. Jeg vil dog frygte at disse designede dragter kun ser fede ud indtil første vask, hvor trykket nok vil blegne noget. Endelig er der også en række morphsuits i forskellige landes flag, så hvis man vil give den som australier, canadier, englænder, franskmand, hollænder, irer, italiener, skotte, spanier, tysker, amerikaner, waliser eller bare ønsker at være klædt i en Union Jack-heldragt kan det også lade sig gøre formedelst 399 kr. pr. dragt. Plus 49 kr. forsendelse.
www.morphsuits.dk

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.