Navigation:    
Start  >  Blog 
> 12. juli 2013
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Vi er som jaget vildt af phisherne Fredag, 12.07.13

Alle de der spammere og phishere er altså ikke kede af det. Nu har vårflommen ellers lige taget det af med alle de fuskmails, der fortæller alle der gider høre på det (plus nogle millioner net-brugere, som ikke længere tror på dem) at SKAT havde beregnet de seneste transaktioner, der giver den glædelige nyhed, at man har 1.234 kr. til gode i sin restskat. Man skal blot bekræfte sin identitet på en dertil indrettet hjemmeside, der til forveksling ligner SKATs egen side. Selvfølgelig håber de på at der er nogen der klikker ind på deres site og ikke undrer sig over at den site ligger på en udenlandsk server. Men nu kan der vel ikke koges mere suppe på det ben, for nu er der pludselig en mængde bankkonti der er noget galt med, og som regel er det en unavngivet bank der har bemærket et større antal underlige logins. For at give disse spams et skær af vederhæftighed har afsenderne kopieret Nets' logi, for derved give indtryk af, at det er Nets der er afsender. Men Nets vil jo aldrig formulere sig på et så ubehjælpsomt dansk som dette: "Vi bemærkede, at de ugyldige login-forsøg ind på din online konto fra en ukendt IP-adresse. Af denne grund, har vi suspenderet din konto. Vi har brug for at opdatere dine bankoplysninger. Netbank vil blive reaktiveret nu! Hvis du opdaterer dine faktureringsoplysninger i dag ved bekræfte din konto." Det er jo indlysende, at disse afsendere af disse spammails ikke ved en tøddel om, hvordan systemet fungerer i Danmark. At en vel akkrediteret organisation som Nets ikke skriver breve til deres kunder, som i bedste fald kunne være forfattet af et børnehavebarn. Og at SKAT ikke beder deres kunder om bankinformationer da alle overførsler til privatpersoner finder sted til den officielle NEM-konto. Så vi danskere har jo slet ikke behov for at sende vores bankoplysninger til et ukendt website. Og det gør det jo kun mere mistænkeligt når den pågældende server ligger i Thailand, England eller Polen. Eller på carstopshop-philippines.com. Hvilke er de sites jeg er blevet henvist til i det sidste par dage. Men phisherne håber selvfølgelig på, at den sidste tåbe ikke er født endnu!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.