Det er nu 32 dage siden at jeg vendte hjem fra Canada, og 32 dage siden at jeg blev indlagt på de københavnske hospitaler. De første ni dage lå jeg på Bispebjerg Hospital, og siden har jeg ligget på Rigshospitalet. Men trods talrige undersøgelser både her og der er lægerne stadig ikke kommet nærmere en diagnose, omend efterhånden som tiden går synes jeg det bliver mere og mere tvivlsomt om man overhovedet finder en diagnose, eller om kroppen med tiden kan reparere sig selv. Min lammelse er efterhånden stort set væk, og det høje blodtryk og de mulige blodpropper bliver tilsyneladende kureret rent ad medicinsk vej. Men jeg er dog fortset ikke i stand til at løbe!
I dag skulle jeg så til en fornyet omgang i CT scanneren. Jeg havde også været en tur i den samme slags scanner mens jeg lå på Bispebjerg, men det var efterhånden så længe siden, og jeg havde været til adskillige andre undersøgelser i mellemtiden, så jeg kunne slet ikke huske hvordan det havde været. Men jeg lavde åbenbart forestillet mig noget, der var langt værre end det rent faktisk var. I sin tid havde man kun scannet mit kranium, men denne gang var focus på mine blodårer, så denne gang skulle jeg have noget kontrastvæske ind i mine årer. Jeg blev kørt ned på 2. sal hvor de til at begynde med lagde et drop i min venstre arm - det er tilsyneladende næsten altid den de bruger, uanset om jeg skal have lagt drop eller de skal tage en blodprøve. Derefter blev mit drop koblet til en pumpe, som skulle pumpe 80 ml kontrastvæske ind i mit blod, og derefter blev jeg gjort klar til at blive rullet ind i scanneren, og så startede de maskinen op. Det var egentlig en noget underlig tanke at ligge sådan i maskinens magt, for jeg kunne regne ud, at på et tidspunkt ville der blive trykket på en knap og kontrastvæsken ville blive pumpet ind i min krop af en anden maskine. Man kunne kun håbe på, at maskinen virkede som den skulle, at det var den rigtige væske der blev pumpet ind i min krop og i de rigtige mængder. Men tilsyneladende havde de ikke særlig travlt, for maskinen kørte en rum tid uden at det skete noget. Men pludselig sagde 'maskinpasseren' at nu kom kontrastvæsken. Umiddelbart kunne jeg hverken høre eller mærke noget, men Felix havde advaret mig om at jeg pludselig ville mærke en varme trænge ned gennem min krop. Og det havde han fuldstændig ret i! Det var ikke ubehageligt, bare underligt, og jeg trak vejret dybere for at holde den pludseligt stigende kropstemperatur nede. Og så et par minutter efter blev jeg kørt ud af maskinen - jeg var færdig nu!