I går morges kom morgensygeplejersken og spurgte, om ikke jeg havde lyst til at komme hjem på weekendorlov? Og det ville jeg selvfølgelig ikke have det mindste imod, for foregående weekend havde jeg kun taget hjem i nogle timer om lørdagen og om søndagen. Plus et par timer om mandagen. Men jeg ville selvfølgelig kunne få mere ud af at være hjemme hele weekenden, og sove der. Og i princippet også tage kassevagten lørdag i SLM, selv om jeg nogle dage tidligere havde skrevet og meldt afbud, og havde forstået at der var en reserve-kassevagt klar.
Men det skulle der ikke blive så meget af, for få timer senere kom en af de andre sygeplejersker sammen med lægen på stuegang, og de ville gerne have muligheden for at overvåge mit hjerte med telemetri natten over. Så i stedet for udgangstilladelse barberede de nogle af mine brysthår af mig og monterede fem elektroder, således at de i overvågningscentret oppe på 12. sal kunne følge med i min hjerterytme. Overvågningen fandt sted trådløst, så det betød også, at jeg ikke kunne bevæge mig ned på de underliggende etager. Egentlig havde jeg hørt fra en anden læge at de oppe fra 12. sal kunne monitorere hele bygningen, men det var nok for en sikkerheds skyld at jeg ikke skulle tage længere ned i bygningen, således at de ikke pludselig mistede kontakten. For det skulle snart vise sig, at denne telemetri-tingest ikke var så stabil alligevel, for på de mest uventede tidspunkter begyndte den at bippe en alarm. Tilsyneladende fik den det lidt for varmt, for hvis jeg åbnede skjorten eller tog morgenkåben af holdt den kæft! Pudsigt at et apparatur, der skal bæres direkte på kroppen, ikke kan tåle at blive opvarmet til kropstemperatur! Men det blev værre endnu, for her til aften, efter jeg var gået i seng, meldte de alarm til sygeplejersken her på 8. sal, at jeg skulle have en puls på 195, og mig bekendt skulle jeg aldrig have haft en puls over 186, hvilket jeg kun havde haft ganske få gange, når jeg i min intervaltræning gik over i syretræning! Så det var nok en fejl!