Navigation:    
Start  >  Blog 
> 25. august 2013
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Inspiration i motionscentret Søndag, 25.08.13

Jeg kom hjem igen torsdag aften da jeg fik et lift til Østerbro af de tre andre der skulle fra Felix tilbage til Aalborg, og lørdag var jeg tilbage i motionscentret, for jeg skal da i et vist omfang forsøge at holde min krop gående, så jeg på et eller andet tidspunkt kan komme i gang med at løbe igen, selv om det nu snart er tre måneder siden at jeg har været ude og løbe. Efter at jeg havde taget mine sædvanlige 2000 meter på romaskinen gik jeg videre med løbebåndet for at tage de lige så sædvanlige 2000 meter gående. I begyndelsen var jeg dog ikke så stolt ved blot at bruge et løbebånd til at gå på, men jeg havde efterhånden bemærket, at der var flere i centret, som havde forskellige skavanker og derfor ikke kunne træne i normal forstand. Der var for eksempel en fyr som manøvrerede rundt i centret med sine krykker, og selv om jeg selv godt kan have ondt af mig selv og min situation ind imellem er det dog snart længe siden at jeg har haft brug for vandrestavene og prædikestolen på hospitalet. Mens jeg gik på løbebåndet kunne jeg ikke undgå at bemærke fyren på løbebåndet ved siden af mig, som bare tordnede derudaf. Jeg har altid været fascineret af fyre med gode ben, især i de seneste to måneder, og ham her satte hele tide tempoet op indtil han til sidst nåede 18 km/h, hvilket svarer til 3:20-tempo. Indtil han hoppede til siden for at puste ud. Da han havde fået vejret igen kommenterede jeg hvor imponerende det var at han kunne løbe i et sådant tempo. Hertil sagde han at det kun var en måned siden at han var kommet tilbage til løberiet, og at han bare brugte løbebåndet til at komme i gang igen. Imponerende, tænkte jeg. Han ville så også gerne vide hvad jeg trænede, og jeg sagde at jeg havde fået en blodprop og derfor ikke havde løbet siden jeg i maj havde løbet marathon i Canada. Hertil sagde han bare at det var det bedste jeg kunne gøre for mig selv, nemlig at komme i gang igen. Det kan være at det tager tid at få kroppen i gang igen, men hvis jeg fastholder træningen skal jeg såmænd nok komme i gang med at løbe igen på et eller anden tidspunkt, og han gav mig så et solidt håndtryk, der dryppede af sved. Efter den snak var jeg blevet inspireret til at forsøge at løbe en smule på båndet, men det var mine ben slet ikke klar til. I hvert fald ikke endnu!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.