Navigation:    
Start  >  Blog 
> 31. august 2013
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Manglende løb måske blot et midlertidigt problem Lørdag, 31.08.13

Jeg har gennem flere år tillagt mig den vane, på den sidste weblog i måneden, at se tilbage på, hvorledes min træning, fortrinsvis løbetræning, har udspillet sig i den afsluttende måneds løb. Men efter jeg er blevet ramt af denneher blodprop (eller hvad det nu er) har jeg overvejet, om der egentlig er behov for at reservere denne dag til at fortælle om noget, der slet ikke finder sted længere. For ligesom i de foregående måneder har også august måned bragt mig et samlet løbeomfang på 0 km, og det er jo ikke værd at skrive om. Men jeg har efterhånden snakket med en del af mine venner, og de er stort set alle af den opfattelse, at det med ikke at kunne løbe kun vil være et midlertidigt problem. Lægerne har slet ikke udtalt sig om mine muligheder for at komme til at løbe igen, og det har jeg taget som udtryk for, at jeg nok slet ikke kommer til at løbe igen. Men måske det er mere korrekt at de slet ikke interesserer sig for det, at de er ligeglade med om jeg kommer til at løbe igen, hvis blot jeg kan bevæge mig rundt. Og det kan jeg efterhånden godt, selv om jeg stadig slæber på højre fod. Så jeg er næsten tilbage på niveauet fra i vinters, selv om jeg stadig ikke kan løbe. Løb har naturligvis altid været en væsentlig del af den måde jeg har bevæget mig rundt på, selv om det ikke altid har været lige effektivt, og det først var i slut-firserne at jeg fik taget mig sammen til at lave en nogenlunde regelmæssig løbetræning og smidt min ungdommelige ugidelighed væk. Men i takt med at jeg så småt kan gå mere afslappet tror jeg selv mere på, at det nok skal komme i orden igen på et eller andet tidspunkt. Hvornår det så kommer i orden igen har lægerne naturligvis ikke villet eller kunnet komme med et bud på, men hvad jeg hører fra andre, der har haft samme problemer, lyder de forskellige bud på, at der nok vil gå et par år inden jeg vil kunne løbe marathon igen. Men mindre vil jo også kunne gøre det, og jeg tror, at så snart jeg er sikker nok på benene vil det nok gå hurtigere fremad. Ligesom da jeg i sin tid skulle lære at svømme, for da jeg dengang først kunne svømme en enkelt bane var det kun et spørgsmål om træning og nogle måneders vedhold før jeg kunne svømme en km uden pauser. Og fra jeg begyndte at løbe i 1989 tog det kun ni måneder før jeg kunne stille op ved Berlin Marathon. Så selv om jeg selv ingen formodning har om, hvornår jeg kommer til at løbe igen, har jeg stadig min målsætning om at kunne komme til at løbe 10 km ved udgangen af året. Så det er nok lidt for tidligt at lægge min månedlige løberapport i graven.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.