Jeg var inviteret til koncert i går aftes, og normalt plejer det at være noget jeg forbereder mig på i lang tid i forvejen. Men sådan var det ikke denne gang. Koncertaktuelle var Fish, som jeg ellers har fulgt godt med igennem 30 år, hvor han slog igennem som forsangeren i den måske hedengangne rockgruppe Marillion. Men i den seneste halve snes år er det sket i mindre og mindre omfang, at hans plader har fundet vej til min pladespiller eller CD-spiller, indtil 2009, hvor han definitivt røg ud af min årlige Top30-liste. Og faktisk er det syv år siden, at jeg i september 2006 senest har set en koncert med Fish, 2007-koncerten kunne jeg desværre ikke se, da den her i Danmark blev afholdt på samme tidspunkt, hvor jeg var i Japan. Og siden har jeg ikke hørt, at han skulle have givet koncert.
Men det gjorde han i går, hvor det var Viften i Rødovre, der lagde hus til, og jeg kunne ikke forvente mig for meget, da den seneste skive jeg har købt fra hans side var den ti år gamle Field of Crows, og han havde uden tvivl udgivet indtil flere plader siden dengang. Og ganske rigtigt åbnede Fish koncerten med et af numrene fra hans nyeste plade. Et nummer, jeg naturligvis ikke kendte, men efter lyden at dømme var det umiskendeligt Fish. Han fortsatte så med to numre mere i samme stil, og havde jeg været bedre forberedt havde jeg måske kunnet købe disse nye albums i forvejen, men sådan skulle det ikke være. Men så dykkede han ned i bagkataloget for mere end ti år siden, og så var vi nede i noget jeg kendte, og det livede gevaldigt op på mit humør. Og ikke bare for mig, for da han kom med et intermezzo fra de gode gamle Marillion-dage var det noget, som skabte jubel blandt tilskuerne, der indtil da godt nok havde jublet, men nok lidt mere pligtskyldigt. Jeg kunne jo heller ikke undgå at bemærke, at Fish var blevet en gammel herre med gråt fuldskæg, hvilket der jo ikke er noget at sige til, da han nu har været på scenen i 30 år siden det forrygende album Script for a Jester's Tear. En stor del af publikum var også blevet ældre med ham, men der var også en del unge iblandt. Og hvor de unge jublede over de nye, for mig ukendte numre, jublede de ældre når Fish gik i Marillion-mode. Så på den måde må man sige, at der var lidt for enhver smag i går aftes. Og jeg har et hjemmearbejde at lave, da jeg efter koncerten købte hans nyeste album A Feast of Consequence. Og den vil jeg nok vende tilbage til her i klummen på et senere tidspunkt.