Navigation:    
Start  >  Blog 
> 30. september 2013
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Gang i løberiet igen! Mandag, 30.09.13

Det er nu fire måneder siden, at jeg har været ude og løbe, og det er jo ikke med min gode vilje, at jeg har indstillet løberiet. Men jeg har været tvunget til det på grund af den blodprop jeg fik i juni. Men der er nu ingen grund til at dvæle nærmere ved det. Jeg var i forrige uge til et afsluttende møde med lægen på hospitalet uden at de havde kunnet give mig en diagnose. Så jeg må bare håbe på, at den medicin jeg får nu, og som jeg skal tage i resten af mit liv, holder eventuelle andre blodpropper væk, og at jeg vil være i stand til at træne min krop op til et normalt aktivt liv igen. Hvilket flere af mine venner, der har forstand på den slags, siger vil være muligt, omend det tager tid. Og selv om det går så langsomt, at jeg ikke kan mærke nogen forskel fra den ene dag til den anden, fornemmer jeg alligevel, at der sker fremskridt. Bare det, at gå en tur ned ad gaden, går i dag for det meste mere uproblematisk end før, og jeg er i stand til at gå i et højere tempo, omend jeg stadig har blikket rettet mod gadebelægningen når jeg går, for at undgå de største ujævnheder. Tilsvarende når jeg er på løbebåndet i motionscentret, hvor jeg gradvist har skruet op for tempoet når jeg går, og efterhånden har nået et tempo hvor jeg vil overveje at løbe. Men løbe bliver det ikke rigtigt til, omend jeg for knap tre uger siden var på tur ovre ved Sejerøbugten, og her gjorde et første forsøg på at løbe siden jeg var blevet ramt af blodproppen. Jeg var jo blevet anbefalet at gøre mit første forsøg på at løbe på græs, men havde tænkt på, om ikke fast vådt sand var bedre. Og til trods for, at det var højvande lykkedes det mig at finde et parti sandstrand uden krat og andre gevækster. Og her lykkedes det mig over flere omgange at komme op at løbe en total på 750 meter, omend de enkelte etaper aldrig var mere end omkring 80 meter. Og løbestilen var heller ikke pæn, da jeg ofte sparkede sand til alle sider når jeg hang med højre fod mens jeg løb. Så jeg kan derved gøre op, at jeg har løbet 1 km i september måned. Der er masser af ting, der kan trænes med, ligesom det også er et problem at der er så langt til Sejerøbugten. Men der må uden tvivl ligge et tilsvarende sted tættere på. Og indtil da må jeg jo bare træne i smug i motionscentret; da jeg var der i går udbyggede jeg vægttræningen med et sæt leg curl, så jeg med tiden kan styrke mine baglår!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.