Det er nu snart tre måneder siden, at jeg blev udskrevet fra Rigshospitalet uden at man var kommet sagen nærmere om hvad, der udløste den blodprop som jeg pådrog mig mens jeg var i Canada. Sandsynligvis var den udløst af mit høje blodtryk, men det havde jeg jo haft i mindst seks år, så hvorfor den netop skulle slå til en stille formiddag i Ottawa hvor jeg sad ved computeren forbliver nok et uløst mysterium. I hvert fald mente de ikke at de kunne gøre mere for mig, og jeg blev derfor henvist til min egen praktiserende læge, som jeg ellers ikke havde set i årevis. Ham besøgte jeg så i går, blandt andet for at få fornyet min recept. Men vi fik også en god snak om et af de medikamenter jeg får. Jeg har efterhånden vænnet mig til tanken om, at jeg måske i resten af mit liv skal være på pillen, og jeg er også kommet på god fod med de fleste piller jeg får. På nær den her Metoprololsuccinat som jeg får for at forstærke den ACE-hæmmer jeg i forvejen får for mit blodtryk. For denne betablokker, som den nok er mere kendt som, har også nogle bivirkninger, som ikke umiddelbart er forenelig med mit aktive liv, og hvilket nok også var grunden til, at Henning ved undersøgelsen i forbindelse med Gasherbrum-ekspeditionen netop anbefalede ACE-hæmmeren frem for betablokkeren, for betablokkerens blodtrykssænkende effekt ville jo være direkte skadelig når jeg skulle opholde mig i flere kilometers højde på en 8000m-ekspedition. Men jeg mærkede tydeligt nok hvor sløv jeg var da jeg var i Antwerpen, hvorunder jeg gik ned på halv dosis. Og dette blev som udgangspunkt accepteret af Paul, som jo også er læge, senere bekræftet af min egen læge herhjemme og til slut accepteret af lægen på hospitalet. Og her i går fortalte han mig, at de i hans lægefællesskab stort set ikke brugte betablokkere længere, men at der fandtes andre metoder. Så når de fuldstændig slipper mig fra hospitalet vil min læge gerne sørge for medicineringen således at han overtager kontrollen af mit blodtryk. Og det ser jeg frem til. En anden bivirkning skulle være at man svulmede op, og jeg har rent faktisk taget fire kilo på siden jeg forlod hospitalet. Og ganske vist motionerer jeg ikke så meget for tiden, men disse ekstra fire kilo kan vel ikke være fedt alt sammen! En mulighed kunne være at anvende kompressionsstrømper, som jeg var blevet anbefalet af mine venner Jan fra Brønshøj og Nikolaj fra Roskilde, og det kunne min læge da også billige, og det undrede ham faktisk at jeg ikke ver blevet tilrådet dertil fra hospitalets side. Jeg har dog aldrig set noget behov for at skulle have kompressionsstrømper, men jeg havde faktisk set nogle flotte nogen da jeg var i Ottawa, men dengang havde jeg end ikke overvejet at skulle købe dem. Men det skulle jeg måske have gjort!

Moderne kompressionsstrømper i brug under Ottawa Marathon!