Navigation:    
Start  >  Blog 
> 4. november 2013
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Homoseksuelle ægteskaber legaliseret i
New Jersey
Mandag, 04.11.13

Det kan godt være, at USA arbejder temmelig langsomt i retning af at give homoseksuelle samme rettigheder til giftermål, som de har i mange andre uafhængige lande, og det selv om præsident Obama i princippet er fortaler for en ligeberettigelse også på dette felt. Men der altså mange delstater, især i Midtvesten og i sydstaterne, som har en meget mere konservativ holdning til denne sag. Men selv om den føderale regering i USA jo er en temmelig tung dame at danse med, er det heldigvis et spørgsmål, som er uddelegeret til de enkelte delstater, som i denne sammenhæng selv kan bestemme tingene. Med mindre, selvfølgelig, det er i modstrid med de føderale regulationer. Der er nok mange, som kan huske farcen om homoseksuelle ægteskaber i Californien, som i første omgang blev godkendt af Californiens regering under guvernør Schwarzenegger, som efterfølgende blev underkendt af af den føderale ret, der derved omstødte de homoseksuelle ægteskaber, der var nået at blive indgået i den periode, hvor det var lovligt. Men selvfølgelig rejste der sig et ramaskrig over omstødelsen, og hvor denne sag faktisk endte kan jeg faktisk ikke huske. Men for nylig sluttede New Jersey sig til de stater i Amerika, der legaliserede homoseksuelle ægteskaber, og det medførte ikke nogle indvendinger, bortset fra de sædvanlige religiøse fundamentalister, som nidkært bekæmper enhver ændring, som ikke udtrykkeligt står i Bibelen. Men nu er New Jersey jo en fast del af den demokratiske højborg i New England, så selvfølgelig skal homoseksuelle her have de samme rettigheder som alle andre. Men nu får vi se om det får nogen indflydelse på morgendagens delstatsvalg til en række stater i USA, herunder New Jersey. I den sammenhæng er det pudsigt, at guvernøren i New Jersey, Chris Christie, selv er republikaner, og han er også på valg ved det kommende delstatsvalg. Man kan selvfølgelig undre sig, hvordan man kan have en republikansk guvernør i en stat med et flertal af demokrater, men det er måske et bevis på, at en stat (eller et land, for den sags skyld) fungerer bedst hvis begge parter er nødt til at samarbejde. Hvilket de jo ikke rigtigt er i stand til i USAs føderale regering, som vi jo så fornylig, da man ikke kunne blive enige om at fastlægge den amerikanske finanslov. Men mon ikke jeg får noget mere inside information når jeg selv om få dage rejser til New Jersey?

Opdateret 1. november 2023: Chris Christie overlevede delstatsvalget i november 2013, men i 2017 måtte han overlade posten til demokraten Phil Murphy, der i 2021 blev genvalgt til en ny fireårsperiode.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.