For godt tyve år siden, tilbage ved udgangen af 1992, lukkede Rainbow Mountain Equipment for sidste gang, den forretning, som jeg sammen med en række venner havde åbnet i København med det formål, at skaffe højkvalitets klatre- og bjergudstyr til landet, så man ikke længere var tvunget til at drage til udlandet for at skaffe sine varer. Det var ikke nogen guldgrube for mig, selv om vi i butikken ret hurtigt fik en stor del af det danske marked for højkvalitets klatregrej. For jeg havde jo ikke noget videre behov for at tjene penge på det, men var tilfreds med, blot at kunne få noget godt udstyr til en billig penge. Og i 1992 lukkede butikken på grund af svind, hvis årsag ikke kunne påvises samt høje omkostninger ved at drive en forretning i Indre By. Vi var fem om at drive butikken i fællesskab, men da jeg i 2005 blev indkaldt til Fogedretten for at udrede den resterende gæld, som firmaet havde til banken, var det kun mig, som var blevet indkaldt. Til retsmødet spurgte jeg om grunden hertil, men kunne ikke få noget svar, hverken fra den person, der skulle fungere som dommer eller fra den person, der var mødt op fra bankens side. Det var helt tydeligt, at der ikke var tid til at give den slags forklaringer. Men jeg var måske naiv, da jeg havde regnet med, at et møde i retten ville medføre, at man sammen skulle finde frem til sandheden, hele sandheden og ikke andet end sandheden. Og da mødet var slut, og jeg ikke havde fået nogen domsafsigelse kunne jeg ikke forestille mig andet, end at der ville blive indkaldt til et nyt møde mellem mig og banken, således at der kunne fremkomme et mere klart billede. Men det skete ikke, og efter nogle måneder vendte jeg tilbage til Fogedretten for at høre, hvad der ville ske. Jeg blev dog temmelig overrasket da jeg erfarede, at banken havde fået tilladelse til at gøre udlæg i min lejlighed, og som daværende formand for andelsboligforeningen var jeg tvunget til at skrive under på papirene for ikke at gældsforpligtelsen skulle gå ud over de andre bestyrelsesmedlemmer. Så jeg var lidt bedre forberedt denne gang, og havde derfor allieret mig med Erik da jeg var i Fogedretten igen i går. Mødet tog denne gang kun fem-ti minutter, og det virkede mest som om det fra bankens side bare var at få en stadfæstelse af tingenes tilstand og at der ikke var noget at komme efter. Men denne gang erkendte banken i dommerens påhør at de ville tage kontakt med mig for at afklare de spørgsmål, der stadig var ubesvarede efter mødet i 2005. Og dommeren bekræftede min forespørgsel om, at der ikke skete mere denne dag. Men det var jo også det indtryk jeg havde fået efter mødet i 2005, så nu må vi se hvad der sker i de kommende måneder.